Tiden går og pludselig er det jul...

Hold da op, så er der allerede gået over en måned siden at jeg skrev sidst...
Undskyld undskyld til familien derhjemme, jeg har fået et par (klare) hentydninger til at det har været savnet.. ;)

Jeg kan selvfølgelig ikke opremse alt hvad jeg har lavet i den sidste måned, men jeg vil forsøge at nævne de ting, der har betydet mest for mig:
Jeg kan nu tale indonesisk så jeg kan klare mig nogenlunde i daglig konversation. Jeg har besøgt mas Ketuts landsby hvor Sara (en anden ICYE voluntør) boede.
Jeg er kommet med i en slags historie/politisk-diskussionsgruppe fra det islamiske universitet, der består af en 20 drenge i tyverne, der drømmer om revolutioner og forbedringer af mange af indonesernes umenneskelige levevilkår. Det er dejligt med nogle venner, der kan tale engelsk og er interesseret i at tale om andet end "hvad min yndlingsmad i Indonesien er?","om jeg har en kæreste?", "hvad mine hobbier er?" osv...
Det har været Idul Adha aka store-slagte-dyr-dag, hvor der blev halalslagtet 2 køer og 2 geder foran moskeen - resten af dagen gik med at skære kød ud og kokkerere, hvilket jeg selvfølgelig hjalp til med.

Billedet: fra højre: nogle af nabomændene, bu Ida, mig og Maja venter på at køerne skal slagtes. Nabodatteren Maja er mentalt handikappet og en af mine elever på SLB og følger mig hvor end jeg går - hvilket fra min side kræver en tålmodighed og pædagogisk sans jeg stadig arbejder på at udvikle...

Jeg har mødt mas Muhammed, en ung mand på omkring min alder, der viste sig at være lønslave for et sikkerhedsfirma - hans chef lejer ham ud til et indkøbscenter, stjæler størstedelen af den løn, der er tildelt ham så han ikke har råd til at bo andre steder end i chefens hus. Huslejen betaler han af ved at være en slags tjener i huset når han kommer hjem fra sit arbejde i centeret. Hvor finder mas Muhammed sig ikke bare et andet job? 1. der er stor arbejdsløshed blandt unge. 2. han har underskrevet en 1-årig kontrakt med sin chef, der ulovligt forlænger kontrakten igen og igen når den er ved at udløbe... Jeg havde hørt om lønslaveri og urimelige arbejdsvilkår før, men når du sidder og drikker te med en dreng på din egen alder du kan spejle dig i og samtalen langsomt åbenbarer hvor stor en afstand der er imellem jeres verdener, så forstår du frustrasionerne og håbløsheden, og det rammer dig på en helt anden måde.. Du mærker hans magtesløshed og du opdager din egen utilstrækkelighed.

Jeg føler mig hjemme i Indonesien og jeg føler mig som en del af det fælles ansvar, som jeg mener at det er i et samfund, for at yde mit til at forbedre levevilkårene.
Jeg har i de sidste par uger samlet ind til en flygtningelejr for ofrene for vulkanudbruddet Merapi. Planen er at nogle af mine kollegaer og jeg tager derhen d.30 december med diverse nødhjælps remedier og arrangerer tegnelege for børnene. Især det sidste synes jeg er vigtigt da børnene har brug for at blive distraheret med nye lege, hvilket også kan lette presset på forældrene, der mildest talt er stressede over de usikre udsigter til hvornår de kan blive genhuset.

Til noget dejligt og mindre alvorligt :) Lige nu rejser jeg med mor, simon og nina, der kom til Semarang d.16 december. De første par dage brugte jeg på at vise dem mit hood og pak ismu tog os med til gedong songo (ni hinduistiske templer i bjergene). Søndag tog vil til Yogyakarta hvor vi fik et lift til borobodur og senere vores hotel (3-4 timers kørsel...) af min alt for venlige overbeskyttende nabo - det er sødt, men jeg får altid frataget en del af min selvstændighed og retten til at tage initiativ, selvfølgelig ville det være uhøfligt at takke nej til hendes meget storsindede tilbud...

Billedet: (Næsten) alle mine søskende foran et af de 9 templer :)

I jogja så vi Malioboro (en gade kendt for batik) - eller rettere shoppede amok... Vi spiste på warung (meget lille billig gadecafé) og blev fanget i en mindre monsunregn = oversvømmelse: alt sammen meget indonesisk og et godt eksempel på min hverdag ;)

Lige nu sidder mor og jeg udenfor vores lækre bungalow på en lille ø tæt på Bali, lytter til bølgeskvulp og skriver hhv. postkort og blog. Klokken er lidt over 22, da der nu er 7 timers forskel. Jeg er fuldstændigt segnefærdig (det er ikke udelukkende afslappende at skulle være "guide" for 3 bule'er ;) ), så I må få et indblik i vores ø-liv i næste blogindlæg, men jeg kan afsløre at imorgen nok bliver en juleaften vi aldrig vil glemme...

Glædelig Jul fra os alle :)
- Signe og co.

En almindelig dag

Jeg er blevet bedt om at beskrive en almindelig dag. Men ærligt talt er de "almindelige dage" ret sjældne og dermed ualmindelige... hmm. forvirrende :) Istedet vil jeg bare beskrive hvad jeg har lavet i dag:

Billedet: Eleverne på min anden skole MTS øver sig på flagceremoni
Jeg stod op omkring kl.6.15, hvilket var planlagt for sent, da jeg troede at der ville være flagceremoni i forbindelse med en nationaldag. Flagceremoni går helt basalt ud på at stå ret op og ned og glo på at nogle af eleverne hejser et flag, lytte til at grundloven bliver reciteret og til slut prøve at forstå en meget laang tale fra rektoren. Hele ceremonien kan tage op imod 45 min. hvilket er ret lang tid at stå ret op og ned i den bagende sol og kede sig... hehe jeg har derfor taget alle uetiske midler i brug og overbevidst mig selv om retfærdigheden i at jeg sover lidt længere hver mandag og de ekstra dage, der er flagceremoni...
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at stå op tog jeg et bad med (*#!) koldt vand. Min familie har ikke nogen bruser, istedet er der en stor vandbeholder som jeg skovler vand ud over mig selv fra. Til morgenmad spiste jeg mie goreng sama telur, stegte nudler med røræg, og for en gangs skyld ikke ris :)
Jeg er nu efter over 2 måneder i Ungaran ved at være rimeligt stedkendt og fandt for 2 dage en fantastisk smuk smutvej til skolen. Istedet for at gå langs den støvede overtrafikerede hovedvej, kan jeg nu gå ad en smal vej imellem en masse små farvestrålende huse, med alverdens kreative udsmykninger, ned til rismarkerne for foden af Gunung Ungaran (bjerg) hvor SLB ligger.
Allerede på bakken over skolen råbte nogle af mine elever mig imøde "Gutmorrnig mbak Sin" (hmm i det mindste er det bedre en "halo mrs Londo" - udlænding). Det gik op for mig at der ikke havde været flagceremoni, så jeg var forsinket, men med Jam Karet (alle er forsinkede) er det ikke det store problem - Tidak apa apa...

Billedet: Udsigten fra min smutvej til skolen.
Den første klasse jeg underviste i, var klassen som jeg tidligere har beskrevet, med læreren der truede børnene. Jeg har nu klassen for mig selv, hvilet passer mig fint :) Hehe jeg havde ærligt talt ikke forberedt mig men fandt hurtigt på at lære dem greetings som "good morning" "how are you?" osv. Derefter øvede vi basisting som tallene på engelsk og en af drengene ville gerne vide hvordan man udtaler alfabetet, så det øvede vi også igen og igen og igen.. repetition er en af hovedingredienserne når man underviser mentalt handikappede børn, hehe og selvfølgelig tålmodighed. Bagefter blev jeg udfordret til at tegne en fugl. Det blev til et sørgeligt pjusket væsen som børnene i kor straks genkendte som Bebek! (and). Ok så siger vi det.
I pausen på lærerværelset var Obama i tv, hvor han holdt en tale om sit ophold her i Indonesien. Obama boede 4 år i Indonesien da han var yngre, og det var derfor vigtigt for ham at besøge Indonesien i forbindelse med alle de naturkatastrofer, der har raseret i den seneste tid og i forbindelse med et kommende topmøde i Indonesien om Asiens økonomi - som USA er meget interesseret i, da de ser et potentielt marked for at kunne afsætte deres varer og dermed styrke den svækkede amerikanske økonomi... Jeg blev fuldstændigt fanget og kom for sent til min anden klasse... Tidak apa apa...
Eleverne i denne klasse er en del ældre, måske en 15-16år gamle, men jeg kunne alligevel undervise de samme emner, med en anderledes tilgang.
Hver onsdag kl.10.30 har jeg svømning med en 5-8 døve børn. De elsker det :) Jeg behøver egentlig ikke at undervise, da de allerede kan svømme rimeligt godt, istedet leger vi bare. Haha de er skønne at være sammen med, da deres mimik er så udtryksfuld. For at få det bedst mulige forhold til dem, forsøger jeg at lære mig selv isyarat (indonesisk tegnsprog), hvilket jeg synes er ret sjovt. Efter en times svømning spiste jeg sammen med børnene der bor i det børnehjem, der er tilknyttet skolen. Det er rigtigt hyggeligt og en god måde at øve mit indonesiske på. Idag forsøgte vi at fange fisk i et lille vandløb, men vi blev nødt til at stoppe, da det trak op til regn. Når det trækker op til regn i Indonesien, går det hurtigt, så jeg skyndte mig hjem.

Billedet: Mig som lektor på universitetet
Hjemme slappede jeg af en times tid og tog den obligatoriske lur - jeg er så træt hele tiden. Derefter gav jeg mig til at lave et kompliceret powerpoint show om "Inquiry letters - english for business". Min indonesisk lærer udfordrede mig i går ud af det blå til at holde oplæg om dette emne på universitetet - vel at mærke på indonesisk! Der stod jeg så foran 20 universitetsstuderende på 7.år, som alle var over 5 år ældre end mig udstyret med en ordbog og et ordforråd, der begrænser sig til daglig konversation. Efter at have formuleret et par halvforståelige indonesiske sætninger gav jeg hurtigt op og forklarede istedet på engelsk at "The function of an inquiry letter is to explore the possibilities of a potential partnership...". Hehe måske vil jeg kunne klare udfordringen om et halvt års tid, puha, men det var liiige lidt for stor en udfordring nu. Men nu kan jeg sige at jeg har undervist på universitetet inden jeg selv begyndte at studere...

Hvad ellers..? nu ligger jeg i min seng og prøver at tage mig sammen til at forberede undervisning imorgen - men har brugt tiden på at skrive dette indlæg istedet.. Jaja jeg skal nok finde på noget :) ora popo.
Nå ja og så er min kollega og jeg ved at arrangere en overlevelsestur i junglen om et par uger. Vi skal selv finde mad i naturen og bygge et shelter vi kan sove under - bemærk at det er regntid..

Over and out. Jeg vil sove. Pas på jer selv :)

Et Livstegn

Haha jeg fik lige en mail fra Simon, hvor der kort og godt stod "Jeg har brug for et livstegn!", så det får I her. Jeg tror at grunden til at jeg ikke har opdateret bloggen i nogle uger er en god kombination af alt for mange oplevelser og dovenskab.. Men ok, jeg vil prøve at skabe et overblik :)

Yogyakarta
For omkring en to uger siden rejste de andre volontører og jeg til Yogyakarta, hvor vi boede hos en fætter og hans familie, til en af vores indonesiske venner. Yogyakarta er nok Javas mest populære by blandt turister og byder på kunst, batik, templer, hav, en masse unge studerende og bule's. Haha sidstnævnte var nok den største attraktion for vores understimulerede behov for kontakt med europæere. De mange uger sammen med indonesere havde på mystisk vis fået os til at glemme alt om de gængse normer for hvordan man omgås hvide mennesker så vi reagerede på indonesisk maner og skreg BULE! og pegede uhæmmet hver gang vi passerede en bleg, forvirret (og skræmt) turist... I løbet af de 3 dage vi var der besøgte vi de obligatoriske turistattraktioner: Borobodur tempel (et meget gammelt smukt hinduistisk tempel), Malio Boro street – stedet hvor man kan udfordre sine krejler evner og prutte om prisen på batik af svingende kvalitet og Graton en gammel moske under jorden. Ellers brugte vi tiden sammen med vores indonesiske kontakter i byen, slappede af i gadecafeerne (som bogstaveligt talt er på gaden), tog til havet og brugte en 2-3 timer på at sidde fast i den mest komplicerede trafikprop jeg nogensinde har oplevet – heldigvis opløste den sig nærmest på magisk vis med hjælp fra nogle skæve (bogstaveligt talt…) eksistenser. Der var karneval i byen i forbindelse med dens fødselsdag, så alle byens indbyggere strømmede imod det samme punkt. Når der ikke er trafiklys, engageret politi til at holde en vis orden og folk ikke tøver med at køre i den forkerte side af vejen og dermed blokere en hel kørebane, vil det naturligvis ende i mange komplicerede trafikknuder. Men det er vel også en oplevelse, hehe især hvis man medregner at vi var 9 personer i en 7-mands bil…

Karimunjawa

Jeg lukkede øjnene og forsøgte at ignorere den insisterende brummen fra bådens motor, med fødderne i et hav der var varmere end luften, da jeg efter et par vejrtrækninger åbnede øjnene var havet stadigt turkisblåt, den lille træbåd omgivet af små grønne palmeøer og jeg kunne stadig skimte koralrevene under havoverfladen - jo, den er god nok Signe, du er i paradis...
Weekenden efter Jogja rejste jeg med min organisation Dejavato til Karimunjava øgruppen. Det var ligesom at træde ind i billedet på et postkort, hvis man altså så bort fra de forstyrrende bunker af skrald, der sneg sig frem overalt... Min tid i paradis brugte jeg på at snorkle i nogle helt fantastisk smukke koralrev med dertilhørende farvestrålende fisk, besøge en skole midt om natten fragtet på ladet af en gammel varevogn (en af vololtørernes projekt), stå ubønhørligt tidligt op og tage på marked, hvor jeg købte små saltede fisk som nenek elsker men alle andre hadede da de stank i min taske resten af weekenden, svømme med/se på hajer og ellers bare forsøge at glo mig mæt i den smukke natur. Det var en sjov og smuk weekend bortset fra den ufrivillige souvinir jeg blev tildelt fra øernes monster myg - jeg havde over 150 myggestik!
Tilbage i Semarang var jeg slemt forkølet, træt og lidt trist da min bedste veninde i Ungaran, Maria, skulle rejse hjem samme dag. Efter at hun er rejst hjem er det gået op for mig hvor kort tid 9 måneder er. Jeg har det rigtigt godt og jeg vil komme til at savne mine venner, familie, elever og alle de spontane ukendte oplevelser jeg bliver overdynget med.

Gunung Merapi
Jeg ved ikke hvor meget I har hørt om de mange naturkatastrofer der raserer Indonesien for tiden, men det virker som om at guderne har besluttet sig for at frigøre så mange som muligt på én gang. For et par uger siden var der store oversvømmelser i Irian Jaya (Papua), og i den sidste uges tid har der været en tsunami på Sumatra, diverse jordskælv og omkring 12 vulkanudbrud hvoraf de fleste er på min ø Java. Jeg mærker intet til alt dette i min hverdag udover det jeg ser i nyhederne og hører fra folk.

Billedet: Følg fingeren og find den høje blege bule :)
Da naboskolen til MTS spontant inviterede mig med til at besøge gunung Merapi (en vulkan der er voldsomt i udbrud) og støtte flygtningene skreg jeg nærmest ja.. Det skyldes nok mit minimale kendskab til naturkatastrofer og ønske om at være midt i orkanens øje. Mit naive ønske om at se ild og lava, blev i virkeligheden til støv og en irationel skuffelse. Det var overskyet, så vi kunne ikke se toppen af vulkanen og det eneste, der afslørede noget uvandt var det tynde lag af grå aske fra vulkanen, der dækkede alt. Efter at have afleveret vores fornødninger til et omdelingscenter og taget de obligatoriske billeder besøgte vi en af flygtningelejrerne hvor livet gik sin stille gang. Hele oplevelsen fik mig til at tænke at mennesket er fænomenalt til at skabe sig en hverdag i alle situationer og at de største tragedier ofte er de stille.
Weekend på MTS
Den foregående weekend tilbragte jeg på min værtsmors skole MTS nu Ungaran (islamisk high school). En del af de unge lærere havde arrangeret et kursus for elev komiteen, som jeg blev inviteret til at deltage i. I sidste øjeblik fik jeg bikset en powerpoint sammen med den famøse overskrift ”Organisation Management”, hehe hvilket var en fancy titel til at beskrive hvordan musikudvalget fungerede i Danmark. Ud over det rent fagligt formelle gik weekenden mest ud på at udfordre eleverne og have det sjovt. Om natten var der stafetløb hvor jeg blev sat til at på en post i 2 timer alene på en kirkegård kun oplyst af månen.. De fleste indonesere er bange for spøgelser og jeg tror ikke at det var et tilfælde at jeg fik netop denne post, da jeg tidligere havde sagt at jeg ikke troede på spøgelser - "How come!?" Jeg måtte igen skuffe dem da de spurgte mig hvad jeg havde følt på gravgården: "Borred and irritated because of the damn nyamuk! (myg)..
Det var en rigtig sjov weekend hvor jeg fik et tættere forhold til de unge lærere på skolen - de er åbne, og jeg føler mig virkeligt godt tilpas på skolen :)

Hvad ellers...? Jeg har idag bestilt mine flybilletter til thailand. Pga. en indviklet visaproces skal jeg rejse ud af Indonesien i slutningen af februar - det samme gælder for de tyske volontører. Vi kan derfor ligeså godt udnytte muligheden til at rejse rundt sammen i nogle uger i Thailand, Cambodia og Singapore - det blir' godt :)
Jeg håber at i hygge jer i stuerne i det kolde Danmark - det er vel ved at være den tid hvor man begynder at tænde stearinlys og trøstespise kage for at jage vinterderpressionerne på flugt? - Jeg vil istedet spise et par mangoer og drikke ronde jahe i gadecafeerne...

Eksempel på de tanker man kan gøre sig i en fremmed kultur...

En bemærkelsesværdig dag - d.10/10 - 2010

- Udelukkende pga. datoen d.10/10 - 2010. En helt perfekt rund dato i harmoni med sig selv. Min krop har valgt ikke at følge denne dags smukke eksempel, men er rundtosset og kan ikke skældne imellem hvad der bør være flydende og hvad der bør være fast. Det var en meget poetisk måde at beskrive noget reelt klamt... Jeg har derfor ikke oplevet det store idag: været frustreret over mit modems ustabilitet, læst en smule, været udkørt over sprogbarrienren mellem Nenek og jeg (som for hende er usynlig) og tænkt en masse. Hvis jeg skal sætte et tema på dagens tankestrøm vil det nok være "Forhold imellem mennesker", mere specifikt forholdet ml. mig og indonesere, sammenlignet med forholdet ml. mig og danskere.

Jeg har brugt (og bruger stadig) en masse tankeenergi på at prøve at regne ud hvad mine indonesiske venner og bekendte forventer af mig - kan det virkelig passe at alle er oprigtigt interesserede i at lære mig at kende i dette hustlersamfund Indonesien på mange punkter er? Men hvad er det egentlig jeg forventer, rene engle? Jeg forventer da for det meste også at få gavn af mine relationer, jeg dyrker ikke den rene selvopofrelse - som et eller andet sted er lidt hul og uhyggelig. Et menneske, der altid handler for at gavne andre uden selv at føle nydelse eller ubehag, ville have samme eksistens som en servicerobot. Skabt til at gavne, men ude af stand til at føle tilfredsstillelse og umulig at gøre gengæld. Man ville stå i evig gæld til samvittighedsnag.

Jeg kan lige så godt tage imod den enorme gæstfrihed jeg bliver overstrømmet med, lade mig overvælde og flyde med. Jeg ender altid med fantastiske oplevelser jeg ikke ville blive en del af hvis jeg stod fast på mine kyniske regnestykker og spekulationer om hvilke hensigter, der ligger bag. Min pointe er at der altid vil være en bagvedliggende hensigt, der skubber handlingen igang og udløser et væld af oplevelser, jeg hellere må gribe inden jeg sidder hjemme i Danmark igen og undrer mig over den bagvedliggende hensigt ved mange danskeres tilbageholdenhed og lukkethed - måske frygt? En handlingslammende frygt for at andre skal spekulere over ens intensioner?

Kan man savne at kede sig?

Måske? Jeg savner det ikke endnu selvom jeg ikke har været i nærheden af kedsomhed i de sidste 5 uger, men måske vil jeg komme til at savne det senere? Jeg tror aldrig at jeg har været omgivet af så mange åbne mennesker som i indonesienn før. De har altid overskud og rum til at invitere dig hjem til deres hus eller ud at opleve noget på trods af at du kun har kendt dem nogle minutter :) Det er meget ulig den vestlige tankegang, og i Danmark ville jeg måske tolke denne gæstfrihed som overfladisk eller frygte at der lå nogle skumle hensigter bag - jeg kæmper stadig med disse fordomme, men indtil videre har jeg kun haft gode oplevelser ved at tage imod alle disse tilbud. Jeg kan bruge mine oplevelser i denne weekend som eksempel:
Torsdag aften kom min tyske veninde lisa på besøg, hvor hun overnattede og tog med mig i skole om fredagen. Selvom vi kun har mødt hinanden måske 2 eller 3 gange er jeg allerede blevet rigtigt gode venner med de tyske voluntører - den indonesiske åbenhed smitter enormt :)

Billedet: Lisa, Pak Payantyana (lærer på SLB) og mig
På SLB var der en ekstremt kedelig ceremoni (som jeg selvfølgelig ikke havde fået noget at vide om), og bagefter var vi i klassen for de yngste døvdstumme, som havde undervisning i arabisk. Efter en svømmetur i poolen og en hyggesnak med børnene i dormitoriet, tog vi hen til MTS. På MTS hjalp vi lærerne med at øve sig i konversation på engelsk og blev selvfølgelig inviteret hjem til min kollegas landsby og til et motorcross-race (den samme lærer, der inviterede mig med til at bestige et bjerg)  - hvilket vi ikke havde tid til i denne omgang, da vores weekend allerede var ret så booket...
efter MTS, kørte min værtsmor os til en kæmpe supermarked ved navn ADA, hvor vi fik shoppet billigt tøj, mad, parfume og den slags, hvor Maria sluttede sig til os. Jeg købte bl.a. noget ret godt engelskundervisningsmateriale for under 10kr.
Videre til endnu et indkøbscenter, hvorefter Laura (tysk voluntør) mødtes med os i mit hus.

Næste morgen tog vi til et javansk bryllup i Marias landsby Keji, hvor bruden var Marias 21-årige kollega. (Mit 2. bryllup på under 3 uger) Der blev vi i kyndige hænder blev forvandlet fra trætte voluntører til javanske brudepiger.

Billedet tv: træt voluntør

Th. Hvis en javansk brude-pige var med i Grease.

Selvfølgelig var vi lidt af en attraktion i os selv, fire bule'er samlet på et sted, men de røde glimmerskjorter og batiknederdelene gav et ekstra pift, så selvfølgelig skulle der tages mange billeder, undskyld jeg mener MANGE. Hehe men sådan er det stort set altid, så jeg vender mig måske til det på et tidspunkt.. Det var en rigtigt sjov oplevelse, ikke mindst bagefter, da vi skulle laves tilbage til normale bule'er - hvilket lykkedes nogenlunde med undtagelse af vores hår, der blev ved med at være 3 gange så stort.

Bagefter tog vi ojek til Ungaran hvor vi skulle mødes med min indonesisk lærer på pasar ungaran (traditionelt marked), hvor vi fik udfordret vores indonesiske ved at...

(hehe, jeg blev lige afbrudt i blogskrivningen ved at min indonesiske ven Ahmel kom forbi og inviterede Maria og jeg ud at svømme i aften - jo hvorfor ikke?)
... skulle finde og købe en masse mystiske billige madvarer og ting. Desværre var stemningen lidt trykket da vi alle var lidt trætte og kommunikationen med min lærer om mødetidspunktet var gået lidt galt.. Tilgengæld mødte vi hans søde nevø, der studerer og gerne vil blive bedre til engelsk - så ham skal vi selvfølgelig mødes med en anden gang igen. Da vi kom hjem var vi trætte men sultne og bagte danske pandekager og lavede sirsatjuice mums! Vi havde en times ro inden vi tog tilbage til Keji, hvor nogle af Marias indonesiske venner tog os med til en koncert i en endnu mindre landsby på bjergsiden. Det var et fantastisk sted, spredt over et rimeligt stort område af bjergsiden omringet af skov. Der var en masse kulturinteresserede unge og udover musik og teater et lille galleri  og en tatoveringsshop. Hehe ret flippet, hvilket kun blev bekræftet da vi mødte en stor gruppe bules fra Yogyakarta under programmet Dharma Siswas (siswa = elev). Jeg tror at vi gloede lige så meget som de indfødte indonesere, da bule er et meget sjældent syn her.
Hehe aftenen afsluttede helt perfekt, da vi kom hjem ved 23-tiden (meget sent i Indonesien) og min værtsfamilie havde låst alle døre og endnu ikke givet mig en nøgle. Så der stod vi 4 europæere og 4 indonesere og følte os som uartige teenagere igen.. Efter et par halvdesperate forsøg på at vække min værtssøster gav jeg op og ringede til min værtsmors mobil som vi kunne høre ringe helt udenfor med den ironisk rammende tekst "just sing me a song, and you won't be alone". Vi blev modtaget af min meget søvnige værstfar teenageflove og blå i hovederne af anstrengelse for at undertrykke vores latter.

Søndag lavede vi intet udover at se film og undgå at tage bad og idag er jeg meget træt. MEN. Nu skal jeg ud at finde en fotobutik med min veninde Maria, besøge en medhjælper fra SLB, have indonesisk undervisning og måske senere mødes med Ahmel ved poolen jeg underviser svømning i.

Kedsomhed er helt klart en mangelvare - men jeg kan sove og løse kryds og tværser når jeg bliver gammel ;)

Det færdige resultat: Brudgommen og hans bule-harem

Udfordringer

Jeg har nu boet i Indonesien i præcis 34 dage. Af en eller grund synes jeg at det er blevet svært skrive blog, nok mest fordi jeg oplever så meget hele tiden og har svært ved at udvælge de vigtigste oplevelser. Jeg kan ikke dokumentere alt, men stort set alt hvad jeg oplever, er værd at blive dokumenteret – det er et dilemma.
I weekenden var jeg til evaluering på Dejavatos kontor, hvor vi bl.a. snakkede om vores problemer på projektet.

Billedet: to af mine "unger" som er ret langsomme mentalt, farvelagde mandelas fra danmark - på den måde kan de øve farver, dyr og tal.
Mine problemer er hovedsageligt på SLB (skolen for handikappede), hvor jeg ikke helt kan finde ud af hvad min rolle er eller kommunikere med lærerne, hvoraf en del ser mig som en stille dukke i stedet for et menneske – en af lærerne synes det er vildt sjovt at sætte hår på mig, hvilket inderst inde irriterer mig grænseløst, da det er en nedladende handling, jeg kan bare ikke kommunikere det ud på en høflig måde endnu. Hehe men næste gang hun prøver på det siger jeg fra høfligt eller ej! På trods af alt dette kan jeg mærke at mit forhold til lærerne er ved at blive bedre i takt med at mine indonesiske kundskaber forbedres. Jeg underviser nogle døvstumme børn i svømning 2-3 gange om ugen, hvilket er dejligt da børnene egentlig kan svømme på forhånd, så jeg bare skal holde øje med dem og finde på nogle lege. Børnene på SLB er skønne fordi de er så glade og imødekommende :)

Billedet: Hannes og Fabian, to tyske welwerts, der skal være i Indonesien i et år, på vej ind i det kinesiske tempel.

Den sidste måned har været en intens prøvelse i kommunikation. Mit hovedsprog her er engelsk, og jeg tænker nu på en blanding af dansk og engelsk. Når jeg kommunikerer med fremmede indonesere, Nenek, lærerne og børnene på SLB foregår det på meget primitivt indonesisk – men jeg forstår faktisk allerede meget. I svømmetimerne kommunikerer vi via alm. Kropssprog og tegnsprog og når jeg er sammen med de andre europæiske voluntører, der alle taler tysk og nogen gange glemmer at tage hensyn til mig, lytter jeg til deres samtale på tysk og svarer på engelsk eller tysk. Voluntørerne er rigtigt søde og vi har det sjovt sammen. De vil gerne tale engelsk, jeg skal bare minde dem om det ofte, hvilket kan være lidt anstrengende hvis man er træt, hele tiden taler engelsk eller indonesisk og samtidig skal forsøge at forstå tysk i et meget hurtigt tempo – til gengæld sover jeg tungt om natten :)

Udover at diskutere vores mange problemer til evalueringen, som hovedsageligt skyldes vores manglende indonesiske sprogkundskaber, overnattede vi i Mas Ketuts hus – dvs. Dejavatos kontor – og tog på udflugt dagen efter til et kinesisk tempel og den gamle bydel i Semarang. I den gamle bydel fandt jeg et moderne kunstgalleri, som desværre havde lukket, men det var skønt at opdage at jeg ikke skal være isoleret fra kunst i de næste 8 måneder.

Jeg er nu blevet nogenlunde uafhængig af andre og kan selv tage diverse angkotter og busser til kendte steder i Ungaran og Semarang. Hvis jeg skal til nogle sværttilgængelige lokationer, er jeg lidt på den, men nødløsningen må være taxi eller ojek (taxi-motorcykel). Offtentlig transport er helt vildt billig her og fra Ungaran til Semarang (40mins. Kørsel) koster det omkring 8000rp, hvilket svarer til ca. 4,5kr.

Hehe for resten er jeg blevet medlem af et band. I sidste uge ringede en gut ved navn Igor (no shit) og spurgte om jeg ville med til en koncert og høre deres band spille, selvfølgelig!

Koncerten var en velkomstkoncert for UNIKA, et katolsk universitet, hvor mange forskellige bands optrådte. Desværre regnede det så koncerten blev udskudt 3 timer (!). Til gengæld mødte jeg en masse unge, der studerede engelsk og som jeg derfor kunne kommunikere med – dejligt afvekslende :)

Da det endelig blev mit kommende bands tur til at optræde blev jeg mødt af 8 drenge i kjoler og 2 piger der lignede jeg ved ikke hvad… Jeg tænkte at de muligvis klædte sig ud for at skjule deres manglende musikalske evner, hvilket viste sig ikke at være helt forkert.. Da de bagefter ivrigt spurgte mig om hvad jeg syntes om musikken og om det ikke var sjovt? Blev jeg fanget i dilemmaet imellem at være høflig og ærlig.. Men jo da, jeg skal da med glæde spille bas i deres band – det er en unik oplevelse og jeg har brug for alle de indonesiske venner jeg kan få og kommer med garanti ikke til at kede mig sammen med dem, selvom jeg nok ikke vil blive udfordret rent musikalsk.. :)

Hvad ellers? I næste måned skal jeg 2-3 dage til paradisøerne Kalimujawa Islands og snorkle og dykke med hajer sammen med Dejavato – det bliver så fedt!

Jeg savner jer alle lidt og håber at I har det godt, men vi ses jo igen og forhåbentlig bliver det lettere at holde kontakt når jeg køber mit eget internetmodem.

Mange Hilsner Signe

Idul Fitri

D.20/9 

Jeg har haft ferie i de sidste to uger if. b. med fejringen af Idul Fitri - afslutningen på ramadanen, som fejres på linje med juleaften i Danmark. Mine værtsforældre tog mig med til de landsbyer de voksede op i nærheden af hhv. Cepu og Yogyakarta. Et par dage før rejsen hentede vi min værtsfar Pak Ismu i lufthavnen, han arbejder i Jakarta og er kun hjemme i ferier og enkelte weekender. Pak Ismu er en venlig fåmælt mand og på mange punkter den dimentrale modsætning til Bu Ida, som altid har gang i tusind projekter og elsker at snakke og diskutere. Men som Bu Ida siger, har de lært at følges ad selvom de ikke tager de samme skridt.

Nå men tilbage til rejsen. Idul Fitri indebærer for alle muslimer at de tager hjem til deres forældre, hvor de beder deres slægtninge om tilgivelse for de fejl de måtte have begået i det foregående år og spiser en masse mad. Da Indonesien er et udviklingsland er de fleste ældre fra en bondegeneration og bor på landet, det betyder i praksis at byerne rømmes og at der er en uges trafikkaos da alle unge byboere rejser 20-30 år tilbage i udviklingen..

B

Billedet: Mine soestre - de er rigtigt soede, men meget hoejlydte ;)

De lange rejser fra Semarang til Cepu til Yogyakarta og tilbage til Semarang skulle vise sig at blive en prøvelse af de helt store. Til at starte med var jeg fuldstændigt betaget af de smukke bjergsider, rismarker, bananpalmer, hvide bøfler og ikke mindst den indonesiske kreative kørestil hvor man sagtens kan sidde 4 på en motorcykel eller cykle med et bundt kyllinger bundet om livet og en enorm stabel brænde på bagagebæret, men idyllen blev forstyrret af basale uopfyldte menneskelige behov. Jeg har lige siden jeg kom til Indonesien haft pludselige mavekramper. Disse kombineret med tørst og sult fordi jeg fastede gav mig lyst til at sove det hele væk – det er bare ikke så let at komme til at sove når man har to yngre søstre, der hele tiden stirrer på en eller spørger: ”Are You hungry?”, ”are you tired?”, ”do you want to sleep?”. Yes, yes, yes! De indonesiske vejes tilstand, der står som et klart vidnesbyrd på den korrupte regering, hullede og slidt ned til leret, gjorde ikke min irritation mindre. Efter at have banket hovedet adskillige gange op i loftet på bilen opgav jeg at sove og påpegede i stedet et kæmpe hul i vejen hvortil bu Ida svarede ”no, it’s a dried lake” og begyndte at grine…

Billedet: min bedstefar plukker frugt.

I Cepu fik jeg efter at have hilst på Bu Idas forældre og 5 af 7 nulevende søstre (hun mistede en for et par år siden i et trafikuheld) tid til at sove et par timer. Bagefter besøgte vi nogle gravpladser, hvor familien bad for deres afdøde slægtninge – bøn tæt på Idul Fitri menes at være ekstra effektiv. Tilbage i Cepu var moskeen blevet overtaget af glade energiske børn, der fejrede udsigten til igen at kunne spise så ofte de ville med at tromme vildt på de instrumenter de kunne komme i nærheden af.

Min fætters enorme smil, da de faldt ind i noget der mindede om en rytme, rensede mig for de irritationer, der måtte være tilbage fra rejsen.

Om aftenen efter at have spist en masse, stillede familiemedlemmerne op til på skift et bede mine værtsbedsteforældre om tilgivelse for de fejl, de måtte have begået i løbet af året. Det var en meget følelsesladet oplevelse som jeg med nød og næppe holdt mig ude af ved at påtage mig rollen som fotograf. Bagefter kørte vi rundt og besøgte nogle slægtninge bla. en tante paa 80+, der bor alene og stadig arbejder i rismarkerne. Hun blev så glad for at få besøg af en buli at hun kyssede mig på kinden, eller sådan her jeg siden tolket det. ”Kysset” udformede sig ved at hun gned sin næse hen af min kind, ikke umiddelbart en behagelig oplevelse, da jeg har en  fobi for fugtige kolde næser…

Dagen efter rejste vi til en lille landsby udenfor Yogyakarta hvor Pak Ismus mor og storebror bor med sin kone og tre børn. Jeg fik senere at vide at den ene af børnene, rent faktisk var søn af en hushjælper, som havde forladt ham hos familien kort efter hans fødsel. Sønnen, der er ca. 15 år ved ikke selv at han ikke er deres biologiske søn, selvom han tit har undret sig over at han er så meget mørkere i huden end sine søskende (noget jeg også studsede over før jeg fik fortalt historien). Ifølge javansk skik er han ikke gammel nok til at blive inddraget i sandheden og får det nok først at vide om en 2-3 år. Ikke en børneopdragelse jeg er enig i. På trods af dette kom jeg hurtigt til at holde af familien, og jeg følte mig med det samme godt tilpas i huset. Huset var omringet af natur og noget der mindede om en lille jungle som Pak Ismu tog mig med på opdagelse i. Selvom hans engelske er meget ringe og mit indonesiske endnu værre lykkedes det os at kommunikere nogenlunde. Udover naturen havde familien en mindre samling dyr: store bassiner med farverige fisk, firben, sangfugle i bure, et par katte, en rotte jeg var ved at blive uvenner med, et par køer og selvfølgelig massere af høns. Et lille paradis. Det passede mig udmærket at sidde udenfor i skyggen og nyde at der ikke var noget fornuftigt jeg kunne tage mig til andet end at eksistere.

Dagen efter tog vi på udflugt til Yogyakarta for at besøge Prahmin templerne (de tusind templer). Besøget startede uheldigt ved at jeg blev trukket til side og bedt om at vise mit pas som jeg ikke havde med. Bu Ida havde ikke taget de papirer med, der bevidste at jeg bor ved hende og arbejder som frivillig og derfor skal behandles på lige fod med andre indonesere. Det resulterede i at jeg skulle betale 13 dollars for at komme ind – buli pris – hvor indoneserne kun betaler 2,5 dollars. Mit humør faldt drastisk pga. denne uretfærdighed og dalede længere ned i den tunge hede og den kendsgerning at de smukke hinduistiske templer var blevet forvandlet til at turistparadis, med et lille tivoli, gadekunstnere og alt for mange bulis og kinesere. Om eftermiddagen deltog vi i en familieceremoni som gik ud på at spise og ellers sidde på en stol udenfor og glo ud i luften i et par timer imens nogle talere råbte om kap med et tordenvejr, der var ved at oversvømme gæsterne.

B

Billedet: Pak Ismu saetter reservedaekket paa plads  som vi fik brug for, da vi punkterede paa vej op ad et bjerg..

Om aftenen spurgte Bu Ida hvad jeg syntes om ceremonien jeg indrømmede undskyldende at jeg synes at det var ”pretty borring” hvilket medførte en højlydt fnisen fra mine fætre og kusiner. Næste morgen tog vi hjem til Ungaran men inden skulle vi til endnu en familieceremoni, hvor Bu Ida grinende forsikrede mig at vi kun kom til maden og tog hjem bagefter. Sjovt nok var denne familieceremoni knap så kedelig og jeg blev bl.a. introduceret for min fætter som jeg skulle gætte alderen på. Jeg skød på 18år. Han viste sig at være 23 og forlovet. Ups.

Turen hjem i bilen var styg, og en strækning, der normalt tager 3 timer at køre tog os lidt over 7 timer at forcere pga. den heftige trafik.

De sidste par dage af ferien er gået med at slappe af, være til en forlovelsesceremoni i Semarang samt et bryllup i Cepu, svømme med tøj på i en swimmingpool og tage et smut i Paradis – men det må jeg fortælle om en anden gang.

:D

If I was as white as you I could go anywhere

Jeg er ved at vende mig til at leve i Indonesien. Sådan da. Lige i dette øjeblik som jeg skriver, sidder min 14-årige søster i sengen ved siden af mig og kigger mig over skulderen imens jeg skriver. Hun forstår ikke dansk (hehe heldigvis..) og åbenbart heller ikke den normale danske opfattelse af høflighed, der indebærer at man finder på noget andet at lave når jeg fortæller at jeg vil skrive en hilsen til mine danske venner og familie. Det kan godt være en smule anstrengende pludselig at blive storesøster for endnu 2 søstre (nu har jeg 5 søstre!), der ser mig som en filmstjerne, der tilfældigvis valgte at træde ud af fjernsynet i deres stue. Fjernsynet, der stort set altid er tændt, fungerer som en teleportal for vestlige idoler og opfordrer især kvinder i alle aldre til at storme butikkerne for produkter med ”whitening effect” under slogans som ”milk beauty”. Hvid er her det nye sort og jeg er med min meget blege hud, lange ben, røde hår og smalle næse indbegrebet af indonesernes skønhedsideal, dvs. modsætningen til hvordan de fleste indonesere selv ser ud. Selvom mine narcissistiske tendenser fryder sig over at blive kaldt smuk ”cantik” et par gange i døgnet, får jeg kvalme over de uopnåelige skønhedsidealer, der får en masse kvinder til at i smøre sig cremer med kemikalier nok til at udradere et mindre insektbo. Åbenbart har mirakelcremerne en form for virkning og kvinder med lysegrålige ansigter er ikke et sjældent syn. Hehe til gengæld afslører deres brune hænder dem altid, da de kun bruger whitener i ansigtet…

Det er derfor intet under at jeg får så meget opmærksomhed – en ægte hvid person! Min nabo sagde som noget af det første da hun mødte mig ”If I was as white as You I could go anywere” imens hun smilede over hele hovedet. (Et lille useriøst input: hun præsenterede sig som Bu Rito, altså burrito :) ) 

At være hvid er her lig med status og magt. Det er kun de velhavende indonesere der har råd til at bekymre sig over deres hudfarve, de dårligt uddannede og fattige indonesere må knokle i solen for at tjene til føden. Man kan derfor ofte bedømme hvor rige folk er ud fra deres hudfarve og på den skala må jeg naturligvis være billionær...

Min vaerstsoester paa 6 og jeg har lidt kommunikationsproblemer - men saa er det godt at have en ordbog.








Jeg holder nu af mine vaertsoestre, selvom de indtager min seng, spilder mad i den og sjaeldent giver mig lov til at sove...

Kulturforskelle

B

Billedet: laererne shopper toej
Mas Ketut havde advaret mig imod at skolesystemet her er anderledes. Mange laerere er dovne og er mere interesserede i at modtage deres check end rent faktisk at udfoere et stykke arbejde. Paa trods af de mange advarsler blev jeg stadigt ret vred og frustreret da laererne paa skolen for de handikappede boern idag viste sig fra deres vaerste side - med ryggen vendt mod klassen.
Imorgen er der ferie indtil d.20 september, hvor de fleste indonesere fejrer idul fitri, afslutningen af ramadan. Det betyder i det knapt saa disciplinerede indonesiske skolesystem at der kun dukkede 2 elever op af 8 i den klasse jeg skulle observere. Laererne reagerede ved at vaere fuldstaendigt ligeglade med undervisningen. De foerste 20 min. af timen brugte de paa at koebe toej fra en saelger imens jeg gik rundt og snakkede med nogle af foraeldrerne til eleverne, som ofte venter udenfor imens boernene faar undervisning, saa de kan hjaelpe hvis der skulle opstaa problemer.

 Da laererinden endelig tog sig sammen til at begynde "undervisningen" satte hun de to elever (udviklingshaemmede) til at skrive den samme saetning  ti gange - de kan ikke selv lave saetningerne saa hun skrev dem meget tyndt med en blyant og saa kunne eleverne skrive ovenpaa. Da hun havde gjort sit job, satte hun sig i doeraabningen og snakkede med de andre laerere, for kun at vende tilbage til klassevaerelset for at true dem med en pind/pisk, raabe af dem og tale i telefon...

I stedet for kun at sidde og vaere forarget og vred forsoegte jeg at hjaelpe dem og holde dem koncentrerede. Den ene af drengene kunne kun tegne cirkler, selvom jeg forsoegte at vise ham bogstaverne igen og igen og igen... Da jeg bladrede hans haefte igennem saa jeg at det var de samme opgaver de lavede dag ud og dag ind - intet under at de var saa ukoncentrerede, naar laereren sad udenfor og var et daarligt eksempel og deres undervisning er saa roev syg!

Billedet: eleverne som jeg blev enelaerer for
Paa trods af mange af laerernes daarlige attitude er de mine kollegaer og jeg skal opretholde et godt forhold til dem i 9 maaneder selvom jeg har svaert ved at acceptere visse personers arbejdsmoral! Ikke alle laerere er saadan heldigvis! Ibu dayo en lille glad kvinde fra Bali, arbejder haardt for at LAERE boernene noget.
Heldigvis kunne jeg tale med ibu Ida (min vaertsmor) om mine oplevelser. Hun kender godt til den daarlige arbejdsmoral paa min skole, som hun synes er dybt frustrerende. Hun siger altid "hvis man vil vaere en laerer, skal man vaere en god laerer, ellers spilder man elevernes og sin egen tid".

B

Billedet: Maria
Senere paa dagen moedtes jeg med Rea og Maria (en udenlandsk voluntoer) for at bade i poolen taet paa min skole. Bagefter havde Maria og jeg indonesisk undervisning i mit hus, med vores soede engelsklaerer Kamim, der glaeder sig til at slaebe os alle mulige steder hen og afproeve vores sprog...

Man laerer af de gode og daarlige oplevelser og jeg vil foelge Ketuts raad og "nyde forskellighederne", hvor frustrerende de end maa vaere!

Sampai Jumpa dan hati hati!
 - Signe

Ps. Jeg kan selv krydse vejen nu :)

M

 Min vaertsmor og nogle af boernene paa vejen leger en suspekt-udseende leg...

Ungaran

B

Billedet: mit vaerelse
Der er sket en masse siden sidst , saa jeg vil noejes med st opridse det vigtigste :)

den sidste dag i Semarang fik jeg indonesisk undervisning af Oshin, hvorefter jeg skulle afproeve mine indonesisk-skills paa et traditionelt marked i Semarang centrum. For at komme derind koerte vi med Angot (en meget lille bil/bus, hvor man kan klemme mange mennesker ind paa meget lidt plads. Turen gik fint nok, jeg fik pruttet om prisen forsoegt at sige nogle indonesiske ord til nysgerrige indonesere og oevet mig i at raekke ting med hoejre hand (den venstre haand er uren). Jeg lavede bare den lille bitte fejl at komme til at glemme den vandmelon jeg havde koebt i angoten, hvilket medfoerte en del drillerier af Oshin, Eko og Ketut paa kontoret...
Om aftenen tog Rea og jeg i shoppingcenteret som er meget vestligt(!) og koebte indonesisk simkort og toej.. Alt er saa billigt her! Maerkevare-toejet kostede omkring 100.000 rupiah stykket, hvilket svarer til ca. 60kr.

Billedet: mit nye hus indefra
Dagen efter koerte Oshin og jeg ud til mit projekt, hvor jeg blev praesenteret formelt for mine skoler og flyttede ind hos min vaertsfamilie. Min familie er vidst ret rig og jeg bor i et stort hus paa to etager, i et villakvarter.
Min familie er saa dejlig! Jeg har to soestre: Mira paa 14, som taler godt engelsk og Rani paa 6 som rigtigt gerne vil vaere sammen med mig selvom vi naesten ikke kan kommunikere med hinanden. Min vaertsmor Bu Ida er meget veluddannet og intelligent, jeg har fundet ud af at hun er en form for administrativ leder for mere end 100 skoler i omraadet - saa det er intet under at hun ofte har travlt og er lidt smaaforvirret&stresset.. :) Hehe vi bor kun kvinder i huset! Hushjaelpen Nenek (bedstemor) er gammel og sover ofte, derfor goer jeg mit bedste for at hjaelpe til i huset, ved at vaske og goere rent. Nenek er ret sjov, hun er meget glad for at jeg skal bo her i 9 maaneder og snakker til mig non-stop paa indonesisk og javansk selvom hun ved at jeg ikke fatter en brik - nogen gange kan vi kommunikere via vilde fakter.
I gaar var "toeserne" (mig, Mira, Rani og Ibu) paa marked i forbindelse med ramadanen. Vi koerte derhen paa en motercykel.. Hehe Bu Ida gaar ikke ind for at vi bruger hjelm - som hun siger "jeg kan haandtere politiet" - boeden for ikke at bruge hjelm er 20.000 rupia pr. person = ca. 12 danske kroner, saa det er lidt en joke :)

Billedet: skolen for handikappede boern
Jeg har nu vearet paa mine to skoler i 3 dage.
Paa SLB (handikapskolen) skal jeg observere undervisningen i de foerste par maaneder imens jeg laerer sproget og undervisningsformen. Hehe jeg elsker at vaere paa skolen det er en galeanstalt, men boernene er saa soede! Jeg har vidst allerede faaet et par ynglings, selvom det ikke er saerligt paedagogisk ;) Der er specielt en lille pige i boernehaveklassen for de doev-stumme som altid hopper, hviner og klapper naar hun ser mig - hun er saa kaer :) I dag besoegte jeg klassen for dem med indlaeringsbesvaer, hvor der bla. gaar  en autistisk pige, der snakker hele tiden og er overraskende opsoegende. Jeg skal selv senere vaelge hvilke klasser jeg vil vaere hjaelper i senere, hvor jeg overvejer at blive stoettelaerer paa hende, saa hun ikke forstyrrer resten af klassen.
- jeg synes det er ret spaendende!
Paa min anden skole skal jeg undervise elever i 15-17 aars alderen i kommunikation paa engelsk. Jeg har ikke moedt eleverne endnu, men den foerste dag var jeg til laerermoede hvor jeg praesenterede mig selv og laererne fik mulighed for at stille mig en masse spoergsmaal. Min vaertsmor startede med at tage en runde for hun fortalte hvilke af de mandlige laerere, der er singles - bare saa vi har det paa det rene ;) Indonesere elsker at stille spoergsmaal selom de er bange for at tale engelsk og jeg blev bla. bedt om at fortaelle "my life story", I ved bare saadan kort...
Engelsklaererne paa skolen er rigtigt dygtige og jeg er bla. allerede blevet inviteret paa bjergbestigning af en af dem, som elsker ekstrem sport.. hvorfor ikke?

B

Billedet: min vej

Ungaran er en smuk by og jeg glaeder mig til at vise nogle billeder snart. Paa mange maader er indonesien ikke saa anderledes end Danmark - man kan sige at livet her har de samme temaer: skole, religion, familie, venner osv. maaden folk opfoerer sig paa og opfatter disse "temaer" er bare anderledes, det maa vaere det man kalder kultur..

Jeg haaber at I har det godt :)
- Selvom I ikke selv foeler at I oplever det store, vil jeg stadigt meget gerne hoere hvordan I har det!

Hilsen Signe :D

Billederne: min skoenne vaertsfamilie

Semarang

Lige nu sidder jeg på gulvet hjemme hos mas Ketut, bedre kendt som Dejavatos kontor. Her er rigtigt hyggeligt - forskellige mennesker strømmer konstant ind og ud, så det er et godt sted at udvide sin omgangskreds. Dagen idag vil gå med at lære indonesisk og jeg har indtil videre lært tallene og en masse høflige og praktiske vendinger. Jeg kan for eksempel sige "mata mata" (spion), "Kenapa kamu terdawa?" (hvorfor griner du?) og "buli" (hvid person). Tallene er meeget lange: 175 - se-ratu-tujuh-puluh-lima. Hehe, det er ret sjovt at udtale :) 

I de sidste 3 dage har jeg lavet riiigtigt meget! (advarsel: dette indlæg kunne godt gå hen og blive langt og jeg kan ikk garantere at jeg får lagt billederne rigtigt ind..)
Som jeg vidst nævnte i sidste blog skulle jeg fredag møde de andre frivillige i organisationen, både fra indonesien og tyskland/sweitz. Det var dejligt at se nogle andre buli's og høre hvordan de klarer sig - det eneste problem er at de jo alle snakker tysk(!) hvilket betyder at jeg åbenbart skal øve mig på endnu et sprog.. Alle er tilgengæld meget imødekommende og jeg er blevet inviteret hjem til en masse (især indonesere), så man skal være ret asocial for at komme til at mangle venner :)

Dagen efter var jeg igen til "forelæsning" på Ketuts kontor, hvor jeg fik en masse nyttig viden om min værts familie og hvordan man håndterer konflikter i Indonesien. Jeg kommer til at bo i et rimeligt stort hus, sammen med 2 yngre søstre (6 og 13år), en hushjælp og forældrene. Moderen er rektor på en islamisk skole i byen og faren arbejder i Jakarta, så jeg vil kun komme till at se ham en gang om ugen. I Indonesien er det ikke særligt velanset at være ateist - ens religion står endda på ens identitetskort! Hehe Ketut har fortalt at moderen elsker at debatere og hun har læst min ansøgning, hvor der står at jeg er ateist - så det skal nok blive festligt!

Efter en ordentlig bunke informationer, som mit jetlag ikke gjorde det nemmere at overskue, fik jeg overtalt Ketut til at spise sammen med mig og Hannes (aka. Hansi en tysk voluntør) i huset, så jeg slap for at krydse vejen..

Da vi havde spist tog Ketut hen i moskeen og Hansi viste mig Ketuts altan, hvor vi kunne se udover bydelen, høre forskellige bønner fra de mange højtalere og nyde en køligere brise (hvilket sker MEGET sjældent..)

Billedet: en fiskekone på markedet, der gerne ville tale engelsk med mig :)








Billedet: mænd tager lur på togstationen
Dagen efter stod i turismens navn. Min nye kontaktperson Rea, tog mig en masse steder hen i Semarang på sin motorcykel. Hun tog mig til: et marked tæt på mit hostel (hvor der gik katte imellem fiskene - mums for en hygiejne), den gamle bydel som hollænderne byggede i sin tid, en togstation som var næsten helt tom (alle bruger motorcykler eller tager busser), Grand Mosque - en kæmpe stor ny moske som er virkeligt flot, Ungaran (den by jeg skal bo i) - hvor vi slappede af i skyggen ved Ketuts onkels pools, universitetet hvor Rea studerer engelsk og herefter tog vi hjem til mit hostel og holdt siesta, som jeg havde forklaret Rea burde være en indonesisk tradition. Puha, turen er ikke slut endnu.

Billedet: Grand Mosque
Rea er kristen og spurgte om jeg havde lyst til at se hendes kirke (gudstjeneste), jeg acceptere på den betingelse at jeg ikke ville bede og at hun respekterede at jeg ikke tror på Gud - Det var helt fint med hende :)
Jeg tror aldrig at jeg har været til en så mærkelig gudstjeneste før selvfølgelig set med mine chokerede vestlige øjne. Kirken var enorm, større end rytmisk sal i Århus, og et band spillede rock-gospel for fuld udblæsning imens en gruppe indonesere dansede en symbolsk dans hvor de bl.a inddrog plastikblomster, en kæmpe stor krone og et hjerte af stof, og bannere i forskellige farver. Selvom salen ikke engang var 1/3 fuld stillede alle kirkegængere sig op og sang, priste Gud og mange begyndte at græde. Hehe der var en stor skærm, hvor teksterne stod på og i den eneste engelske sang lød teksten således "My God is awesome". Oplevelsen blev helt komplet, da vi på vej ud af kirken gik forbi en stor gruppe ladyboys, der var ved at tage fællesfoto i salen.

Billedet: Reas motorcykel bliver repareret
Efter gudstjenesten spiste jeg sammen med Reas venner fra kirken. De fleste går på universitetet og er på min alder og kan godt forstå engelsk og tale en smule. De er bare vildt bange for sproget!
Jeg fik efter en del overtalelse trukket nogle engelske ord ud af dem alle og efter noget tid begyndte de modigste drenge at tale til mig på eget initiativ - sejr ;)
Moderen var meget overstrømmende og roste mig meget for min imødekommenhed, og sagde at hun elskede mig for kærlighed og sammenhold betyder meget for Gud - ikke noget man hører ofte i DK!
Rea havde fortalt dem at jeg er ateist, så det betød meget for mig at de ikke behandlede mig dårligt af den grund. Man bliver nødt til at se oplevelsen med indonesiske øjne, religion er meget mere ekspresiv her og folk er meget gæstfrie og bramfrie. I Danmark ville jeg frygte at jeg var ved at blive rekruteret til Jehovas vidner eller noget i den stil, men hvilkårene er anderledes her, så jeg er nødt til at være åben og tage del i de ting, der betyder meget for mine omgivelser.

Så, nu kan jeg ikke finde på mere - om lidt vil Oshin tage mig ind til byen og øve indonesisk på markedet, det skal nok blive udfordrene :)

- Sampai Jumpa (på gensyn)!

Hehe, jeg bliver nødt til at vise det her! Det er lidt ala den indonesiske udgave af bamse og kylling - hvor kylling er tyk og bamse er et blåt hiphop-monster :D

Jeg overlevede

Man har lov til at være stolt af sig selv når man alene har klaret en samlet flyvetur på over 18 timer, 4 flyskift, en overnatnig paa hotel i Jakarta, og flere taxature i en kreativ kørestil, der fik mig til at prise mig lykkelig over at jeg ikke har kørekort, så jeg ville kunne genkende alle de lovovertrædelser, der åbenbart er normen her.

Jakarta er en enorm by! når man tager oplandet med bor der over 25mio. mennesker og ca. 15 mio. i centrum. Da jeg ankom om natten og rejste om morgenen havde jeg rig mulighed for at glo mig mæt på den 45min lange køretur fra lufthavnen til hotellet som lå placeret i buisness centeret. Det er ved at gå op for mig hvor lille et land Danmark jo egentlig er. Tag Java for eksempel. Her bor lidt over 100mio. mennesker på et areal, der er tre gange så stort som Danmark - Det siger også lidt om befolkningstætheden at der bor omkring 6x så mange mennesker på samme areal her som i DK...

Billedet: mit første glimt af indonesien fra flyet.

I går formiddag indonesisk tid ankom jeg til Semarang. Jeg var fuldstændigt smadret da jeg steg ud af flyet pga. jetlag. Forestil jeg at stå op kl. 00.00 (kl.5 indonesisk tid) for at tage et fly og først ankomme ved 6-tiden (11.30 indonesisk tid) - man er meget træt og forvirret når ens indre ur er fuldstændigt ude af takt med omgivelserne. I Lufthavnen blev jeg hentet af Oshin (min kontaktperson), som fulgte mig til det hotel jeg skal bo på i de næste fem dage imens jeg bliver forberedt til at komme rigtigt igang med mit projekt.

Kort tid efter tog vi ud i byen for at finde noget mad (jeg ville gerne sove, men det måtte jeg ikke :)), hvilket indebar at vi skulle krydse en vej. Det lyder måske simpelt, men det er det absolut ikke når der ikke findes fodgængerfelter og der er en myldrende trafik, som har for travlt til at vise hensyn til langsomme gående..

Det vender jeg mig ikke til foreløbigt!
Efter et meget billig måltid til 18.000 rupia ca. 10kr. (hvilket Oshin syntes var dyrt!), tog vi ud til organisationen Dejavatos kontor. "Kontoret" ligger i et hyggeligt boligkvarter og er et meget lille blåt hus. Der er aircondition og internet hvilket er ren luksus!

Her fik jeg en lille lur på en måtte og blev introduceret for Ketut og Eko, før det virkelige eventyr begyndte... Oshin skal være min "taxachauffør" i de næste par dage, hvilket på indonesisk bestyder at jeg skal sidde bag på hendes scooter til og fra hotellet - hehe man føler sig skræmmende i live når man suser ind i mellem lastbiler og snor sig udenom andre scootere, der overhaler hinanden i et for mig at se tilfældigt mønster!

Efter endnu en søvnknap nat og en opfriskende tur på Oshins scooter er jeg nu på kontoret igen. Ketut vil idag informere mig om organisationen og mit projekt - men lige nu holder vi pause, da han er i moskeen for at bede. I aften er der arrangeret Ramadan middag hvor jeg kommer til at møde en masse af de andre voluntører - det glæder jeg mig til :)

Hvis jeg skulle beskrive Java med få ord ville det være: mange mennesker, hede, scootere, imamer, der synger solen op og ned, larm og jetlag..

Jeg håber at I alle har det godt :)
Hilsen Signe

                 Mit hostel:

<-- Udsigten fra mit hostel værelse i Semarang.

Imorgen...

... rejser jeg til Indonesien! Det er vi(l)d(t)underligt :)

Jeg har pakket til 9 måneder på ca. 19 kg. - hvilket vil sige 4 kg. under det tilladte. Jeg tror at jeg har alt hvad jeg behøver med (hvis ikke mere), ellers har jeg masser af tid i flyet imorgen til at komme i tanke om alt det jeg har glemt..

Selvom jeg rejser imorgen kl.18 dansk tid er jeg først fremme på torsdag kl.12 indonesisk tid (7timer+). Dvs. at jeg ser frem til en flyvetur på over 14 timer samt en overnatning på egen hånd i millionbyen Jakarta, hvor jeg hurtigt vil komme i kontakt med det indonesiske taxasystem.. hehe det bliver et eventyr :)

Når jeg ankommer til min by Semarang skal jeg på et kursus i 3 dage hvor jeg skal lære om den indonesiske kultur, have sprogundervisning, på sightseeing og møde nogle af de andre udenlandske voluntører. Derefter bliver jeg sendt ud til min værtsfamilie hvor jeg vil begynde på mit projekt på Ungaran Disabled School. Jeg vil ikke få meget tid til at vænne mig til arbejdet, da jeg allerede 3 dage efter har 2 ugers ferie i forbindelse med afslutningen af Ramadan. Jeg glæder mig rigtigt meget til at opleve hvordan Ramadan foregår helt tæt på - det kunne godt gå hen og blive ret festligt ;) Måske vil jeg tage ud at rejse lidt i min ferie? Jeg ved det ikke endnu, nu skal jeg lige have overstået den første rejse IMORGEN!

I må have det skønt allesammen!

Jeg vil prøve at lade være med at savne jer for meget :)

Ps. hvis I er nysgerrige efter at se hvad Semarang er for en by, har jeg fundet denne side I kan hygge jer med indtil jeg selv får lagt nogle billeder ind: http://semarangdailyphoto.com/