If I was as white as you I could go anywhere

Jeg er ved at vende mig til at leve i Indonesien. Sådan da. Lige i dette øjeblik som jeg skriver, sidder min 14-årige søster i sengen ved siden af mig og kigger mig over skulderen imens jeg skriver. Hun forstår ikke dansk (hehe heldigvis..) og åbenbart heller ikke den normale danske opfattelse af høflighed, der indebærer at man finder på noget andet at lave når jeg fortæller at jeg vil skrive en hilsen til mine danske venner og familie. Det kan godt være en smule anstrengende pludselig at blive storesøster for endnu 2 søstre (nu har jeg 5 søstre!), der ser mig som en filmstjerne, der tilfældigvis valgte at træde ud af fjernsynet i deres stue. Fjernsynet, der stort set altid er tændt, fungerer som en teleportal for vestlige idoler og opfordrer især kvinder i alle aldre til at storme butikkerne for produkter med ”whitening effect” under slogans som ”milk beauty”. Hvid er her det nye sort og jeg er med min meget blege hud, lange ben, røde hår og smalle næse indbegrebet af indonesernes skønhedsideal, dvs. modsætningen til hvordan de fleste indonesere selv ser ud. Selvom mine narcissistiske tendenser fryder sig over at blive kaldt smuk ”cantik” et par gange i døgnet, får jeg kvalme over de uopnåelige skønhedsidealer, der får en masse kvinder til at i smøre sig cremer med kemikalier nok til at udradere et mindre insektbo. Åbenbart har mirakelcremerne en form for virkning og kvinder med lysegrålige ansigter er ikke et sjældent syn. Hehe til gengæld afslører deres brune hænder dem altid, da de kun bruger whitener i ansigtet…

Det er derfor intet under at jeg får så meget opmærksomhed – en ægte hvid person! Min nabo sagde som noget af det første da hun mødte mig ”If I was as white as You I could go anywere” imens hun smilede over hele hovedet. (Et lille useriøst input: hun præsenterede sig som Bu Rito, altså burrito :) ) 

At være hvid er her lig med status og magt. Det er kun de velhavende indonesere der har råd til at bekymre sig over deres hudfarve, de dårligt uddannede og fattige indonesere må knokle i solen for at tjene til føden. Man kan derfor ofte bedømme hvor rige folk er ud fra deres hudfarve og på den skala må jeg naturligvis være billionær...

Min vaerstsoester paa 6 og jeg har lidt kommunikationsproblemer - men saa er det godt at have en ordbog.








Jeg holder nu af mine vaertsoestre, selvom de indtager min seng, spilder mad i den og sjaeldent giver mig lov til at sove...