Udfordringer

Jeg har nu boet i Indonesien i præcis 34 dage. Af en eller grund synes jeg at det er blevet svært skrive blog, nok mest fordi jeg oplever så meget hele tiden og har svært ved at udvælge de vigtigste oplevelser. Jeg kan ikke dokumentere alt, men stort set alt hvad jeg oplever, er værd at blive dokumenteret – det er et dilemma.
I weekenden var jeg til evaluering på Dejavatos kontor, hvor vi bl.a. snakkede om vores problemer på projektet.

Billedet: to af mine "unger" som er ret langsomme mentalt, farvelagde mandelas fra danmark - på den måde kan de øve farver, dyr og tal.
Mine problemer er hovedsageligt på SLB (skolen for handikappede), hvor jeg ikke helt kan finde ud af hvad min rolle er eller kommunikere med lærerne, hvoraf en del ser mig som en stille dukke i stedet for et menneske – en af lærerne synes det er vildt sjovt at sætte hår på mig, hvilket inderst inde irriterer mig grænseløst, da det er en nedladende handling, jeg kan bare ikke kommunikere det ud på en høflig måde endnu. Hehe men næste gang hun prøver på det siger jeg fra høfligt eller ej! På trods af alt dette kan jeg mærke at mit forhold til lærerne er ved at blive bedre i takt med at mine indonesiske kundskaber forbedres. Jeg underviser nogle døvstumme børn i svømning 2-3 gange om ugen, hvilket er dejligt da børnene egentlig kan svømme på forhånd, så jeg bare skal holde øje med dem og finde på nogle lege. Børnene på SLB er skønne fordi de er så glade og imødekommende :)

Billedet: Hannes og Fabian, to tyske welwerts, der skal være i Indonesien i et år, på vej ind i det kinesiske tempel.

Den sidste måned har været en intens prøvelse i kommunikation. Mit hovedsprog her er engelsk, og jeg tænker nu på en blanding af dansk og engelsk. Når jeg kommunikerer med fremmede indonesere, Nenek, lærerne og børnene på SLB foregår det på meget primitivt indonesisk – men jeg forstår faktisk allerede meget. I svømmetimerne kommunikerer vi via alm. Kropssprog og tegnsprog og når jeg er sammen med de andre europæiske voluntører, der alle taler tysk og nogen gange glemmer at tage hensyn til mig, lytter jeg til deres samtale på tysk og svarer på engelsk eller tysk. Voluntørerne er rigtigt søde og vi har det sjovt sammen. De vil gerne tale engelsk, jeg skal bare minde dem om det ofte, hvilket kan være lidt anstrengende hvis man er træt, hele tiden taler engelsk eller indonesisk og samtidig skal forsøge at forstå tysk i et meget hurtigt tempo – til gengæld sover jeg tungt om natten :)

Udover at diskutere vores mange problemer til evalueringen, som hovedsageligt skyldes vores manglende indonesiske sprogkundskaber, overnattede vi i Mas Ketuts hus – dvs. Dejavatos kontor – og tog på udflugt dagen efter til et kinesisk tempel og den gamle bydel i Semarang. I den gamle bydel fandt jeg et moderne kunstgalleri, som desværre havde lukket, men det var skønt at opdage at jeg ikke skal være isoleret fra kunst i de næste 8 måneder.

Jeg er nu blevet nogenlunde uafhængig af andre og kan selv tage diverse angkotter og busser til kendte steder i Ungaran og Semarang. Hvis jeg skal til nogle sværttilgængelige lokationer, er jeg lidt på den, men nødløsningen må være taxi eller ojek (taxi-motorcykel). Offtentlig transport er helt vildt billig her og fra Ungaran til Semarang (40mins. Kørsel) koster det omkring 8000rp, hvilket svarer til ca. 4,5kr.

Hehe for resten er jeg blevet medlem af et band. I sidste uge ringede en gut ved navn Igor (no shit) og spurgte om jeg ville med til en koncert og høre deres band spille, selvfølgelig!

Koncerten var en velkomstkoncert for UNIKA, et katolsk universitet, hvor mange forskellige bands optrådte. Desværre regnede det så koncerten blev udskudt 3 timer (!). Til gengæld mødte jeg en masse unge, der studerede engelsk og som jeg derfor kunne kommunikere med – dejligt afvekslende :)

Da det endelig blev mit kommende bands tur til at optræde blev jeg mødt af 8 drenge i kjoler og 2 piger der lignede jeg ved ikke hvad… Jeg tænkte at de muligvis klædte sig ud for at skjule deres manglende musikalske evner, hvilket viste sig ikke at være helt forkert.. Da de bagefter ivrigt spurgte mig om hvad jeg syntes om musikken og om det ikke var sjovt? Blev jeg fanget i dilemmaet imellem at være høflig og ærlig.. Men jo da, jeg skal da med glæde spille bas i deres band – det er en unik oplevelse og jeg har brug for alle de indonesiske venner jeg kan få og kommer med garanti ikke til at kede mig sammen med dem, selvom jeg nok ikke vil blive udfordret rent musikalsk.. :)

Hvad ellers? I næste måned skal jeg 2-3 dage til paradisøerne Kalimujawa Islands og snorkle og dykke med hajer sammen med Dejavato – det bliver så fedt!

Jeg savner jer alle lidt og håber at I har det godt, men vi ses jo igen og forhåbentlig bliver det lettere at holde kontakt når jeg køber mit eget internetmodem.

Mange Hilsner Signe

Idul Fitri

D.20/9 

Jeg har haft ferie i de sidste to uger if. b. med fejringen af Idul Fitri - afslutningen på ramadanen, som fejres på linje med juleaften i Danmark. Mine værtsforældre tog mig med til de landsbyer de voksede op i nærheden af hhv. Cepu og Yogyakarta. Et par dage før rejsen hentede vi min værtsfar Pak Ismu i lufthavnen, han arbejder i Jakarta og er kun hjemme i ferier og enkelte weekender. Pak Ismu er en venlig fåmælt mand og på mange punkter den dimentrale modsætning til Bu Ida, som altid har gang i tusind projekter og elsker at snakke og diskutere. Men som Bu Ida siger, har de lært at følges ad selvom de ikke tager de samme skridt.

Nå men tilbage til rejsen. Idul Fitri indebærer for alle muslimer at de tager hjem til deres forældre, hvor de beder deres slægtninge om tilgivelse for de fejl de måtte have begået i det foregående år og spiser en masse mad. Da Indonesien er et udviklingsland er de fleste ældre fra en bondegeneration og bor på landet, det betyder i praksis at byerne rømmes og at der er en uges trafikkaos da alle unge byboere rejser 20-30 år tilbage i udviklingen..

B

Billedet: Mine soestre - de er rigtigt soede, men meget hoejlydte ;)

De lange rejser fra Semarang til Cepu til Yogyakarta og tilbage til Semarang skulle vise sig at blive en prøvelse af de helt store. Til at starte med var jeg fuldstændigt betaget af de smukke bjergsider, rismarker, bananpalmer, hvide bøfler og ikke mindst den indonesiske kreative kørestil hvor man sagtens kan sidde 4 på en motorcykel eller cykle med et bundt kyllinger bundet om livet og en enorm stabel brænde på bagagebæret, men idyllen blev forstyrret af basale uopfyldte menneskelige behov. Jeg har lige siden jeg kom til Indonesien haft pludselige mavekramper. Disse kombineret med tørst og sult fordi jeg fastede gav mig lyst til at sove det hele væk – det er bare ikke så let at komme til at sove når man har to yngre søstre, der hele tiden stirrer på en eller spørger: ”Are You hungry?”, ”are you tired?”, ”do you want to sleep?”. Yes, yes, yes! De indonesiske vejes tilstand, der står som et klart vidnesbyrd på den korrupte regering, hullede og slidt ned til leret, gjorde ikke min irritation mindre. Efter at have banket hovedet adskillige gange op i loftet på bilen opgav jeg at sove og påpegede i stedet et kæmpe hul i vejen hvortil bu Ida svarede ”no, it’s a dried lake” og begyndte at grine…

Billedet: min bedstefar plukker frugt.

I Cepu fik jeg efter at have hilst på Bu Idas forældre og 5 af 7 nulevende søstre (hun mistede en for et par år siden i et trafikuheld) tid til at sove et par timer. Bagefter besøgte vi nogle gravpladser, hvor familien bad for deres afdøde slægtninge – bøn tæt på Idul Fitri menes at være ekstra effektiv. Tilbage i Cepu var moskeen blevet overtaget af glade energiske børn, der fejrede udsigten til igen at kunne spise så ofte de ville med at tromme vildt på de instrumenter de kunne komme i nærheden af.

Min fætters enorme smil, da de faldt ind i noget der mindede om en rytme, rensede mig for de irritationer, der måtte være tilbage fra rejsen.

Om aftenen efter at have spist en masse, stillede familiemedlemmerne op til på skift et bede mine værtsbedsteforældre om tilgivelse for de fejl, de måtte have begået i løbet af året. Det var en meget følelsesladet oplevelse som jeg med nød og næppe holdt mig ude af ved at påtage mig rollen som fotograf. Bagefter kørte vi rundt og besøgte nogle slægtninge bla. en tante paa 80+, der bor alene og stadig arbejder i rismarkerne. Hun blev så glad for at få besøg af en buli at hun kyssede mig på kinden, eller sådan her jeg siden tolket det. ”Kysset” udformede sig ved at hun gned sin næse hen af min kind, ikke umiddelbart en behagelig oplevelse, da jeg har en  fobi for fugtige kolde næser…

Dagen efter rejste vi til en lille landsby udenfor Yogyakarta hvor Pak Ismus mor og storebror bor med sin kone og tre børn. Jeg fik senere at vide at den ene af børnene, rent faktisk var søn af en hushjælper, som havde forladt ham hos familien kort efter hans fødsel. Sønnen, der er ca. 15 år ved ikke selv at han ikke er deres biologiske søn, selvom han tit har undret sig over at han er så meget mørkere i huden end sine søskende (noget jeg også studsede over før jeg fik fortalt historien). Ifølge javansk skik er han ikke gammel nok til at blive inddraget i sandheden og får det nok først at vide om en 2-3 år. Ikke en børneopdragelse jeg er enig i. På trods af dette kom jeg hurtigt til at holde af familien, og jeg følte mig med det samme godt tilpas i huset. Huset var omringet af natur og noget der mindede om en lille jungle som Pak Ismu tog mig med på opdagelse i. Selvom hans engelske er meget ringe og mit indonesiske endnu værre lykkedes det os at kommunikere nogenlunde. Udover naturen havde familien en mindre samling dyr: store bassiner med farverige fisk, firben, sangfugle i bure, et par katte, en rotte jeg var ved at blive uvenner med, et par køer og selvfølgelig massere af høns. Et lille paradis. Det passede mig udmærket at sidde udenfor i skyggen og nyde at der ikke var noget fornuftigt jeg kunne tage mig til andet end at eksistere.

Dagen efter tog vi på udflugt til Yogyakarta for at besøge Prahmin templerne (de tusind templer). Besøget startede uheldigt ved at jeg blev trukket til side og bedt om at vise mit pas som jeg ikke havde med. Bu Ida havde ikke taget de papirer med, der bevidste at jeg bor ved hende og arbejder som frivillig og derfor skal behandles på lige fod med andre indonesere. Det resulterede i at jeg skulle betale 13 dollars for at komme ind – buli pris – hvor indoneserne kun betaler 2,5 dollars. Mit humør faldt drastisk pga. denne uretfærdighed og dalede længere ned i den tunge hede og den kendsgerning at de smukke hinduistiske templer var blevet forvandlet til at turistparadis, med et lille tivoli, gadekunstnere og alt for mange bulis og kinesere. Om eftermiddagen deltog vi i en familieceremoni som gik ud på at spise og ellers sidde på en stol udenfor og glo ud i luften i et par timer imens nogle talere råbte om kap med et tordenvejr, der var ved at oversvømme gæsterne.

B

Billedet: Pak Ismu saetter reservedaekket paa plads  som vi fik brug for, da vi punkterede paa vej op ad et bjerg..

Om aftenen spurgte Bu Ida hvad jeg syntes om ceremonien jeg indrømmede undskyldende at jeg synes at det var ”pretty borring” hvilket medførte en højlydt fnisen fra mine fætre og kusiner. Næste morgen tog vi hjem til Ungaran men inden skulle vi til endnu en familieceremoni, hvor Bu Ida grinende forsikrede mig at vi kun kom til maden og tog hjem bagefter. Sjovt nok var denne familieceremoni knap så kedelig og jeg blev bl.a. introduceret for min fætter som jeg skulle gætte alderen på. Jeg skød på 18år. Han viste sig at være 23 og forlovet. Ups.

Turen hjem i bilen var styg, og en strækning, der normalt tager 3 timer at køre tog os lidt over 7 timer at forcere pga. den heftige trafik.

De sidste par dage af ferien er gået med at slappe af, være til en forlovelsesceremoni i Semarang samt et bryllup i Cepu, svømme med tøj på i en swimmingpool og tage et smut i Paradis – men det må jeg fortælle om en anden gang.

:D

If I was as white as you I could go anywhere

Jeg er ved at vende mig til at leve i Indonesien. Sådan da. Lige i dette øjeblik som jeg skriver, sidder min 14-årige søster i sengen ved siden af mig og kigger mig over skulderen imens jeg skriver. Hun forstår ikke dansk (hehe heldigvis..) og åbenbart heller ikke den normale danske opfattelse af høflighed, der indebærer at man finder på noget andet at lave når jeg fortæller at jeg vil skrive en hilsen til mine danske venner og familie. Det kan godt være en smule anstrengende pludselig at blive storesøster for endnu 2 søstre (nu har jeg 5 søstre!), der ser mig som en filmstjerne, der tilfældigvis valgte at træde ud af fjernsynet i deres stue. Fjernsynet, der stort set altid er tændt, fungerer som en teleportal for vestlige idoler og opfordrer især kvinder i alle aldre til at storme butikkerne for produkter med ”whitening effect” under slogans som ”milk beauty”. Hvid er her det nye sort og jeg er med min meget blege hud, lange ben, røde hår og smalle næse indbegrebet af indonesernes skønhedsideal, dvs. modsætningen til hvordan de fleste indonesere selv ser ud. Selvom mine narcissistiske tendenser fryder sig over at blive kaldt smuk ”cantik” et par gange i døgnet, får jeg kvalme over de uopnåelige skønhedsidealer, der får en masse kvinder til at i smøre sig cremer med kemikalier nok til at udradere et mindre insektbo. Åbenbart har mirakelcremerne en form for virkning og kvinder med lysegrålige ansigter er ikke et sjældent syn. Hehe til gengæld afslører deres brune hænder dem altid, da de kun bruger whitener i ansigtet…

Det er derfor intet under at jeg får så meget opmærksomhed – en ægte hvid person! Min nabo sagde som noget af det første da hun mødte mig ”If I was as white as You I could go anywere” imens hun smilede over hele hovedet. (Et lille useriøst input: hun præsenterede sig som Bu Rito, altså burrito :) ) 

At være hvid er her lig med status og magt. Det er kun de velhavende indonesere der har råd til at bekymre sig over deres hudfarve, de dårligt uddannede og fattige indonesere må knokle i solen for at tjene til føden. Man kan derfor ofte bedømme hvor rige folk er ud fra deres hudfarve og på den skala må jeg naturligvis være billionær...

Min vaerstsoester paa 6 og jeg har lidt kommunikationsproblemer - men saa er det godt at have en ordbog.








Jeg holder nu af mine vaertsoestre, selvom de indtager min seng, spilder mad i den og sjaeldent giver mig lov til at sove...

Kulturforskelle

B

Billedet: laererne shopper toej
Mas Ketut havde advaret mig imod at skolesystemet her er anderledes. Mange laerere er dovne og er mere interesserede i at modtage deres check end rent faktisk at udfoere et stykke arbejde. Paa trods af de mange advarsler blev jeg stadigt ret vred og frustreret da laererne paa skolen for de handikappede boern idag viste sig fra deres vaerste side - med ryggen vendt mod klassen.
Imorgen er der ferie indtil d.20 september, hvor de fleste indonesere fejrer idul fitri, afslutningen af ramadan. Det betyder i det knapt saa disciplinerede indonesiske skolesystem at der kun dukkede 2 elever op af 8 i den klasse jeg skulle observere. Laererne reagerede ved at vaere fuldstaendigt ligeglade med undervisningen. De foerste 20 min. af timen brugte de paa at koebe toej fra en saelger imens jeg gik rundt og snakkede med nogle af foraeldrerne til eleverne, som ofte venter udenfor imens boernene faar undervisning, saa de kan hjaelpe hvis der skulle opstaa problemer.

 Da laererinden endelig tog sig sammen til at begynde "undervisningen" satte hun de to elever (udviklingshaemmede) til at skrive den samme saetning  ti gange - de kan ikke selv lave saetningerne saa hun skrev dem meget tyndt med en blyant og saa kunne eleverne skrive ovenpaa. Da hun havde gjort sit job, satte hun sig i doeraabningen og snakkede med de andre laerere, for kun at vende tilbage til klassevaerelset for at true dem med en pind/pisk, raabe af dem og tale i telefon...

I stedet for kun at sidde og vaere forarget og vred forsoegte jeg at hjaelpe dem og holde dem koncentrerede. Den ene af drengene kunne kun tegne cirkler, selvom jeg forsoegte at vise ham bogstaverne igen og igen og igen... Da jeg bladrede hans haefte igennem saa jeg at det var de samme opgaver de lavede dag ud og dag ind - intet under at de var saa ukoncentrerede, naar laereren sad udenfor og var et daarligt eksempel og deres undervisning er saa roev syg!

Billedet: eleverne som jeg blev enelaerer for
Paa trods af mange af laerernes daarlige attitude er de mine kollegaer og jeg skal opretholde et godt forhold til dem i 9 maaneder selvom jeg har svaert ved at acceptere visse personers arbejdsmoral! Ikke alle laerere er saadan heldigvis! Ibu dayo en lille glad kvinde fra Bali, arbejder haardt for at LAERE boernene noget.
Heldigvis kunne jeg tale med ibu Ida (min vaertsmor) om mine oplevelser. Hun kender godt til den daarlige arbejdsmoral paa min skole, som hun synes er dybt frustrerende. Hun siger altid "hvis man vil vaere en laerer, skal man vaere en god laerer, ellers spilder man elevernes og sin egen tid".

B

Billedet: Maria
Senere paa dagen moedtes jeg med Rea og Maria (en udenlandsk voluntoer) for at bade i poolen taet paa min skole. Bagefter havde Maria og jeg indonesisk undervisning i mit hus, med vores soede engelsklaerer Kamim, der glaeder sig til at slaebe os alle mulige steder hen og afproeve vores sprog...

Man laerer af de gode og daarlige oplevelser og jeg vil foelge Ketuts raad og "nyde forskellighederne", hvor frustrerende de end maa vaere!

Sampai Jumpa dan hati hati!
 - Signe

Ps. Jeg kan selv krydse vejen nu :)

M

 Min vaertsmor og nogle af boernene paa vejen leger en suspekt-udseende leg...

Ungaran

B

Billedet: mit vaerelse
Der er sket en masse siden sidst , saa jeg vil noejes med st opridse det vigtigste :)

den sidste dag i Semarang fik jeg indonesisk undervisning af Oshin, hvorefter jeg skulle afproeve mine indonesisk-skills paa et traditionelt marked i Semarang centrum. For at komme derind koerte vi med Angot (en meget lille bil/bus, hvor man kan klemme mange mennesker ind paa meget lidt plads. Turen gik fint nok, jeg fik pruttet om prisen forsoegt at sige nogle indonesiske ord til nysgerrige indonesere og oevet mig i at raekke ting med hoejre hand (den venstre haand er uren). Jeg lavede bare den lille bitte fejl at komme til at glemme den vandmelon jeg havde koebt i angoten, hvilket medfoerte en del drillerier af Oshin, Eko og Ketut paa kontoret...
Om aftenen tog Rea og jeg i shoppingcenteret som er meget vestligt(!) og koebte indonesisk simkort og toej.. Alt er saa billigt her! Maerkevare-toejet kostede omkring 100.000 rupiah stykket, hvilket svarer til ca. 60kr.

Billedet: mit nye hus indefra
Dagen efter koerte Oshin og jeg ud til mit projekt, hvor jeg blev praesenteret formelt for mine skoler og flyttede ind hos min vaertsfamilie. Min familie er vidst ret rig og jeg bor i et stort hus paa to etager, i et villakvarter.
Min familie er saa dejlig! Jeg har to soestre: Mira paa 14, som taler godt engelsk og Rani paa 6 som rigtigt gerne vil vaere sammen med mig selvom vi naesten ikke kan kommunikere med hinanden. Min vaertsmor Bu Ida er meget veluddannet og intelligent, jeg har fundet ud af at hun er en form for administrativ leder for mere end 100 skoler i omraadet - saa det er intet under at hun ofte har travlt og er lidt smaaforvirret&stresset.. :) Hehe vi bor kun kvinder i huset! Hushjaelpen Nenek (bedstemor) er gammel og sover ofte, derfor goer jeg mit bedste for at hjaelpe til i huset, ved at vaske og goere rent. Nenek er ret sjov, hun er meget glad for at jeg skal bo her i 9 maaneder og snakker til mig non-stop paa indonesisk og javansk selvom hun ved at jeg ikke fatter en brik - nogen gange kan vi kommunikere via vilde fakter.
I gaar var "toeserne" (mig, Mira, Rani og Ibu) paa marked i forbindelse med ramadanen. Vi koerte derhen paa en motercykel.. Hehe Bu Ida gaar ikke ind for at vi bruger hjelm - som hun siger "jeg kan haandtere politiet" - boeden for ikke at bruge hjelm er 20.000 rupia pr. person = ca. 12 danske kroner, saa det er lidt en joke :)

Billedet: skolen for handikappede boern
Jeg har nu vearet paa mine to skoler i 3 dage.
Paa SLB (handikapskolen) skal jeg observere undervisningen i de foerste par maaneder imens jeg laerer sproget og undervisningsformen. Hehe jeg elsker at vaere paa skolen det er en galeanstalt, men boernene er saa soede! Jeg har vidst allerede faaet et par ynglings, selvom det ikke er saerligt paedagogisk ;) Der er specielt en lille pige i boernehaveklassen for de doev-stumme som altid hopper, hviner og klapper naar hun ser mig - hun er saa kaer :) I dag besoegte jeg klassen for dem med indlaeringsbesvaer, hvor der bla. gaar  en autistisk pige, der snakker hele tiden og er overraskende opsoegende. Jeg skal selv senere vaelge hvilke klasser jeg vil vaere hjaelper i senere, hvor jeg overvejer at blive stoettelaerer paa hende, saa hun ikke forstyrrer resten af klassen.
- jeg synes det er ret spaendende!
Paa min anden skole skal jeg undervise elever i 15-17 aars alderen i kommunikation paa engelsk. Jeg har ikke moedt eleverne endnu, men den foerste dag var jeg til laerermoede hvor jeg praesenterede mig selv og laererne fik mulighed for at stille mig en masse spoergsmaal. Min vaertsmor startede med at tage en runde for hun fortalte hvilke af de mandlige laerere, der er singles - bare saa vi har det paa det rene ;) Indonesere elsker at stille spoergsmaal selom de er bange for at tale engelsk og jeg blev bla. bedt om at fortaelle "my life story", I ved bare saadan kort...
Engelsklaererne paa skolen er rigtigt dygtige og jeg er bla. allerede blevet inviteret paa bjergbestigning af en af dem, som elsker ekstrem sport.. hvorfor ikke?

B

Billedet: min vej

Ungaran er en smuk by og jeg glaeder mig til at vise nogle billeder snart. Paa mange maader er indonesien ikke saa anderledes end Danmark - man kan sige at livet her har de samme temaer: skole, religion, familie, venner osv. maaden folk opfoerer sig paa og opfatter disse "temaer" er bare anderledes, det maa vaere det man kalder kultur..

Jeg haaber at I har det godt :)
- Selvom I ikke selv foeler at I oplever det store, vil jeg stadigt meget gerne hoere hvordan I har det!

Hilsen Signe :D

Billederne: min skoenne vaertsfamilie