Idul Fitri

D.20/9 

Jeg har haft ferie i de sidste to uger if. b. med fejringen af Idul Fitri - afslutningen på ramadanen, som fejres på linje med juleaften i Danmark. Mine værtsforældre tog mig med til de landsbyer de voksede op i nærheden af hhv. Cepu og Yogyakarta. Et par dage før rejsen hentede vi min værtsfar Pak Ismu i lufthavnen, han arbejder i Jakarta og er kun hjemme i ferier og enkelte weekender. Pak Ismu er en venlig fåmælt mand og på mange punkter den dimentrale modsætning til Bu Ida, som altid har gang i tusind projekter og elsker at snakke og diskutere. Men som Bu Ida siger, har de lært at følges ad selvom de ikke tager de samme skridt.

Nå men tilbage til rejsen. Idul Fitri indebærer for alle muslimer at de tager hjem til deres forældre, hvor de beder deres slægtninge om tilgivelse for de fejl de måtte have begået i det foregående år og spiser en masse mad. Da Indonesien er et udviklingsland er de fleste ældre fra en bondegeneration og bor på landet, det betyder i praksis at byerne rømmes og at der er en uges trafikkaos da alle unge byboere rejser 20-30 år tilbage i udviklingen..

B

Billedet: Mine soestre - de er rigtigt soede, men meget hoejlydte ;)

De lange rejser fra Semarang til Cepu til Yogyakarta og tilbage til Semarang skulle vise sig at blive en prøvelse af de helt store. Til at starte med var jeg fuldstændigt betaget af de smukke bjergsider, rismarker, bananpalmer, hvide bøfler og ikke mindst den indonesiske kreative kørestil hvor man sagtens kan sidde 4 på en motorcykel eller cykle med et bundt kyllinger bundet om livet og en enorm stabel brænde på bagagebæret, men idyllen blev forstyrret af basale uopfyldte menneskelige behov. Jeg har lige siden jeg kom til Indonesien haft pludselige mavekramper. Disse kombineret med tørst og sult fordi jeg fastede gav mig lyst til at sove det hele væk – det er bare ikke så let at komme til at sove når man har to yngre søstre, der hele tiden stirrer på en eller spørger: ”Are You hungry?”, ”are you tired?”, ”do you want to sleep?”. Yes, yes, yes! De indonesiske vejes tilstand, der står som et klart vidnesbyrd på den korrupte regering, hullede og slidt ned til leret, gjorde ikke min irritation mindre. Efter at have banket hovedet adskillige gange op i loftet på bilen opgav jeg at sove og påpegede i stedet et kæmpe hul i vejen hvortil bu Ida svarede ”no, it’s a dried lake” og begyndte at grine…

Billedet: min bedstefar plukker frugt.

I Cepu fik jeg efter at have hilst på Bu Idas forældre og 5 af 7 nulevende søstre (hun mistede en for et par år siden i et trafikuheld) tid til at sove et par timer. Bagefter besøgte vi nogle gravpladser, hvor familien bad for deres afdøde slægtninge – bøn tæt på Idul Fitri menes at være ekstra effektiv. Tilbage i Cepu var moskeen blevet overtaget af glade energiske børn, der fejrede udsigten til igen at kunne spise så ofte de ville med at tromme vildt på de instrumenter de kunne komme i nærheden af.

Min fætters enorme smil, da de faldt ind i noget der mindede om en rytme, rensede mig for de irritationer, der måtte være tilbage fra rejsen.

Om aftenen efter at have spist en masse, stillede familiemedlemmerne op til på skift et bede mine værtsbedsteforældre om tilgivelse for de fejl, de måtte have begået i løbet af året. Det var en meget følelsesladet oplevelse som jeg med nød og næppe holdt mig ude af ved at påtage mig rollen som fotograf. Bagefter kørte vi rundt og besøgte nogle slægtninge bla. en tante paa 80+, der bor alene og stadig arbejder i rismarkerne. Hun blev så glad for at få besøg af en buli at hun kyssede mig på kinden, eller sådan her jeg siden tolket det. ”Kysset” udformede sig ved at hun gned sin næse hen af min kind, ikke umiddelbart en behagelig oplevelse, da jeg har en  fobi for fugtige kolde næser…

Dagen efter rejste vi til en lille landsby udenfor Yogyakarta hvor Pak Ismus mor og storebror bor med sin kone og tre børn. Jeg fik senere at vide at den ene af børnene, rent faktisk var søn af en hushjælper, som havde forladt ham hos familien kort efter hans fødsel. Sønnen, der er ca. 15 år ved ikke selv at han ikke er deres biologiske søn, selvom han tit har undret sig over at han er så meget mørkere i huden end sine søskende (noget jeg også studsede over før jeg fik fortalt historien). Ifølge javansk skik er han ikke gammel nok til at blive inddraget i sandheden og får det nok først at vide om en 2-3 år. Ikke en børneopdragelse jeg er enig i. På trods af dette kom jeg hurtigt til at holde af familien, og jeg følte mig med det samme godt tilpas i huset. Huset var omringet af natur og noget der mindede om en lille jungle som Pak Ismu tog mig med på opdagelse i. Selvom hans engelske er meget ringe og mit indonesiske endnu værre lykkedes det os at kommunikere nogenlunde. Udover naturen havde familien en mindre samling dyr: store bassiner med farverige fisk, firben, sangfugle i bure, et par katte, en rotte jeg var ved at blive uvenner med, et par køer og selvfølgelig massere af høns. Et lille paradis. Det passede mig udmærket at sidde udenfor i skyggen og nyde at der ikke var noget fornuftigt jeg kunne tage mig til andet end at eksistere.

Dagen efter tog vi på udflugt til Yogyakarta for at besøge Prahmin templerne (de tusind templer). Besøget startede uheldigt ved at jeg blev trukket til side og bedt om at vise mit pas som jeg ikke havde med. Bu Ida havde ikke taget de papirer med, der bevidste at jeg bor ved hende og arbejder som frivillig og derfor skal behandles på lige fod med andre indonesere. Det resulterede i at jeg skulle betale 13 dollars for at komme ind – buli pris – hvor indoneserne kun betaler 2,5 dollars. Mit humør faldt drastisk pga. denne uretfærdighed og dalede længere ned i den tunge hede og den kendsgerning at de smukke hinduistiske templer var blevet forvandlet til at turistparadis, med et lille tivoli, gadekunstnere og alt for mange bulis og kinesere. Om eftermiddagen deltog vi i en familieceremoni som gik ud på at spise og ellers sidde på en stol udenfor og glo ud i luften i et par timer imens nogle talere råbte om kap med et tordenvejr, der var ved at oversvømme gæsterne.

B

Billedet: Pak Ismu saetter reservedaekket paa plads  som vi fik brug for, da vi punkterede paa vej op ad et bjerg..

Om aftenen spurgte Bu Ida hvad jeg syntes om ceremonien jeg indrømmede undskyldende at jeg synes at det var ”pretty borring” hvilket medførte en højlydt fnisen fra mine fætre og kusiner. Næste morgen tog vi hjem til Ungaran men inden skulle vi til endnu en familieceremoni, hvor Bu Ida grinende forsikrede mig at vi kun kom til maden og tog hjem bagefter. Sjovt nok var denne familieceremoni knap så kedelig og jeg blev bl.a. introduceret for min fætter som jeg skulle gætte alderen på. Jeg skød på 18år. Han viste sig at være 23 og forlovet. Ups.

Turen hjem i bilen var styg, og en strækning, der normalt tager 3 timer at køre tog os lidt over 7 timer at forcere pga. den heftige trafik.

De sidste par dage af ferien er gået med at slappe af, være til en forlovelsesceremoni i Semarang samt et bryllup i Cepu, svømme med tøj på i en swimmingpool og tage et smut i Paradis – men det må jeg fortælle om en anden gang.

:D