Udfordringer

Jeg har nu boet i Indonesien i præcis 34 dage. Af en eller grund synes jeg at det er blevet svært skrive blog, nok mest fordi jeg oplever så meget hele tiden og har svært ved at udvælge de vigtigste oplevelser. Jeg kan ikke dokumentere alt, men stort set alt hvad jeg oplever, er værd at blive dokumenteret – det er et dilemma.
I weekenden var jeg til evaluering på Dejavatos kontor, hvor vi bl.a. snakkede om vores problemer på projektet.

Billedet: to af mine "unger" som er ret langsomme mentalt, farvelagde mandelas fra danmark - på den måde kan de øve farver, dyr og tal.
Mine problemer er hovedsageligt på SLB (skolen for handikappede), hvor jeg ikke helt kan finde ud af hvad min rolle er eller kommunikere med lærerne, hvoraf en del ser mig som en stille dukke i stedet for et menneske – en af lærerne synes det er vildt sjovt at sætte hår på mig, hvilket inderst inde irriterer mig grænseløst, da det er en nedladende handling, jeg kan bare ikke kommunikere det ud på en høflig måde endnu. Hehe men næste gang hun prøver på det siger jeg fra høfligt eller ej! På trods af alt dette kan jeg mærke at mit forhold til lærerne er ved at blive bedre i takt med at mine indonesiske kundskaber forbedres. Jeg underviser nogle døvstumme børn i svømning 2-3 gange om ugen, hvilket er dejligt da børnene egentlig kan svømme på forhånd, så jeg bare skal holde øje med dem og finde på nogle lege. Børnene på SLB er skønne fordi de er så glade og imødekommende :)

Billedet: Hannes og Fabian, to tyske welwerts, der skal være i Indonesien i et år, på vej ind i det kinesiske tempel.

Den sidste måned har været en intens prøvelse i kommunikation. Mit hovedsprog her er engelsk, og jeg tænker nu på en blanding af dansk og engelsk. Når jeg kommunikerer med fremmede indonesere, Nenek, lærerne og børnene på SLB foregår det på meget primitivt indonesisk – men jeg forstår faktisk allerede meget. I svømmetimerne kommunikerer vi via alm. Kropssprog og tegnsprog og når jeg er sammen med de andre europæiske voluntører, der alle taler tysk og nogen gange glemmer at tage hensyn til mig, lytter jeg til deres samtale på tysk og svarer på engelsk eller tysk. Voluntørerne er rigtigt søde og vi har det sjovt sammen. De vil gerne tale engelsk, jeg skal bare minde dem om det ofte, hvilket kan være lidt anstrengende hvis man er træt, hele tiden taler engelsk eller indonesisk og samtidig skal forsøge at forstå tysk i et meget hurtigt tempo – til gengæld sover jeg tungt om natten :)

Udover at diskutere vores mange problemer til evalueringen, som hovedsageligt skyldes vores manglende indonesiske sprogkundskaber, overnattede vi i Mas Ketuts hus – dvs. Dejavatos kontor – og tog på udflugt dagen efter til et kinesisk tempel og den gamle bydel i Semarang. I den gamle bydel fandt jeg et moderne kunstgalleri, som desværre havde lukket, men det var skønt at opdage at jeg ikke skal være isoleret fra kunst i de næste 8 måneder.

Jeg er nu blevet nogenlunde uafhængig af andre og kan selv tage diverse angkotter og busser til kendte steder i Ungaran og Semarang. Hvis jeg skal til nogle sværttilgængelige lokationer, er jeg lidt på den, men nødløsningen må være taxi eller ojek (taxi-motorcykel). Offtentlig transport er helt vildt billig her og fra Ungaran til Semarang (40mins. Kørsel) koster det omkring 8000rp, hvilket svarer til ca. 4,5kr.

Hehe for resten er jeg blevet medlem af et band. I sidste uge ringede en gut ved navn Igor (no shit) og spurgte om jeg ville med til en koncert og høre deres band spille, selvfølgelig!

Koncerten var en velkomstkoncert for UNIKA, et katolsk universitet, hvor mange forskellige bands optrådte. Desværre regnede det så koncerten blev udskudt 3 timer (!). Til gengæld mødte jeg en masse unge, der studerede engelsk og som jeg derfor kunne kommunikere med – dejligt afvekslende :)

Da det endelig blev mit kommende bands tur til at optræde blev jeg mødt af 8 drenge i kjoler og 2 piger der lignede jeg ved ikke hvad… Jeg tænkte at de muligvis klædte sig ud for at skjule deres manglende musikalske evner, hvilket viste sig ikke at være helt forkert.. Da de bagefter ivrigt spurgte mig om hvad jeg syntes om musikken og om det ikke var sjovt? Blev jeg fanget i dilemmaet imellem at være høflig og ærlig.. Men jo da, jeg skal da med glæde spille bas i deres band – det er en unik oplevelse og jeg har brug for alle de indonesiske venner jeg kan få og kommer med garanti ikke til at kede mig sammen med dem, selvom jeg nok ikke vil blive udfordret rent musikalsk.. :)

Hvad ellers? I næste måned skal jeg 2-3 dage til paradisøerne Kalimujawa Islands og snorkle og dykke med hajer sammen med Dejavato – det bliver så fedt!

Jeg savner jer alle lidt og håber at I har det godt, men vi ses jo igen og forhåbentlig bliver det lettere at holde kontakt når jeg køber mit eget internetmodem.

Mange Hilsner Signe