mandag den 4. oktober 2010

Kan man savne at kede sig?

Måske? Jeg savner det ikke endnu selvom jeg ikke har været i nærheden af kedsomhed i de sidste 5 uger, men måske vil jeg komme til at savne det senere? Jeg tror aldrig at jeg har været omgivet af så mange åbne mennesker som i indonesienn før. De har altid overskud og rum til at invitere dig hjem til deres hus eller ud at opleve noget på trods af at du kun har kendt dem nogle minutter :) Det er meget ulig den vestlige tankegang, og i Danmark ville jeg måske tolke denne gæstfrihed som overfladisk eller frygte at der lå nogle skumle hensigter bag - jeg kæmper stadig med disse fordomme, men indtil videre har jeg kun haft gode oplevelser ved at tage imod alle disse tilbud. Jeg kan bruge mine oplevelser i denne weekend som eksempel:
Torsdag aften kom min tyske veninde lisa på besøg, hvor hun overnattede og tog med mig i skole om fredagen. Selvom vi kun har mødt hinanden måske 2 eller 3 gange er jeg allerede blevet rigtigt gode venner med de tyske voluntører - den indonesiske åbenhed smitter enormt :)
Billedet: Lisa, Pak Payantyana (lærer på SLB) og mig
På SLB var der en ekstremt kedelig ceremoni (som jeg selvfølgelig ikke havde fået noget at vide om), og bagefter var vi i klassen for de yngste døvdstumme, som havde undervisning i arabisk. Efter en svømmetur i poolen og en hyggesnak med børnene i dormitoriet, tog vi hen til MTS. På MTS hjalp vi lærerne med at øve sig i konversation på engelsk og blev selvfølgelig inviteret hjem til min kollegas landsby og til et motorcross-race (den samme lærer, der inviterede mig med til at bestige et bjerg)  - hvilket vi ikke havde tid til i denne omgang, da vores weekend allerede var ret så booket...
efter MTS, kørte min værtsmor os til en kæmpe supermarked ved navn ADA, hvor vi fik shoppet billigt tøj, mad, parfume og den slags, hvor Maria sluttede sig til os. Jeg købte bl.a. noget ret godt engelskundervisningsmateriale for under 10kr.
Videre til endnu et indkøbscenter, hvorefter Laura (tysk voluntør) mødtes med os i mit hus.

Næste morgen tog vi til et javansk bryllup i Marias landsby Keji, hvor bruden var Marias 21-årige kollega. (Mit 2. bryllup på under 3 uger) Der blev vi i kyndige hænder blev forvandlet fra trætte voluntører til javanske brudepiger.
Billedet tv: træt voluntør
Th. Hvis en javansk brude-pige var med i Grease.
Selvfølgelig var vi lidt af en attraktion i os selv, fire bule'er samlet på et sted, men de røde glimmerskjorter og batiknederdelene gav et ekstra pift, så selvfølgelig skulle der tages mange billeder, undskyld jeg mener MANGE. Hehe men sådan er det stort set altid, så jeg vender mig måske til det på et tidspunkt.. Det var en rigtigt sjov oplevelse, ikke mindst bagefter, da vi skulle laves tilbage til normale bule'er - hvilket lykkedes nogenlunde med undtagelse af vores hår, der blev ved med at være 3 gange så stort.
Bagefter tog vi ojek til Ungaran hvor vi skulle mødes med min indonesisk lærer på pasar ungaran (traditionelt marked), hvor vi fik udfordret vores indonesiske ved at...
(hehe, jeg blev lige afbrudt i blogskrivningen ved at min indonesiske ven Ahmel kom forbi og inviterede Maria og jeg ud at svømme i aften - jo hvorfor ikke?)
... skulle finde og købe en masse mystiske billige madvarer og ting. Desværre var stemningen lidt trykket da vi alle var lidt trætte og kommunikationen med min lærer om mødetidspunktet var gået lidt galt.. Tilgengæld mødte vi hans søde nevø, der studerer og gerne vil blive bedre til engelsk - så ham skal vi selvfølgelig mødes med en anden gang igen. Da vi kom hjem var vi trætte men sultne og bagte danske pandekager og lavede sirsatjuice mums! Vi havde en times ro inden vi tog tilbage til Keji, hvor nogle af Marias indonesiske venner tog os med til en koncert i en endnu mindre landsby på bjergsiden. Det var et fantastisk sted, spredt over et rimeligt stort område af bjergsiden omringet af skov. Der var en masse kulturinteresserede unge og udover musik og teater et lille galleri  og en tatoveringsshop. Hehe ret flippet, hvilket kun blev bekræftet da vi mødte en stor gruppe bules fra Yogyakarta under programmet Dharma Siswas (siswa = elev). Jeg tror at vi gloede lige så meget som de indfødte indonesere, da bule er et meget sjældent syn her.
Hehe aftenen afsluttede helt perfekt, da vi kom hjem ved 23-tiden (meget sent i Indonesien) og min værtsfamilie havde låst alle døre og endnu ikke givet mig en nøgle. Så der stod vi 4 europæere og 4 indonesere og følte os som uartige teenagere igen.. Efter et par halvdesperate forsøg på at vække min værtssøster gav jeg op og ringede til min værtsmors mobil som vi kunne høre ringe helt udenfor med den ironisk rammende tekst "just sing me a song, and you won't be alone". Vi blev modtaget af min meget søvnige værstfar teenageflove og blå i hovederne af anstrengelse for at undertrykke vores latter.

Søndag lavede vi intet udover at se film og undgå at tage bad og idag er jeg meget træt. MEN. Nu skal jeg ud at finde en fotobutik med min veninde Maria, besøge en medhjælper fra SLB, have indonesisk undervisning og måske senere mødes med Ahmel ved poolen jeg underviser svømning i.

Kedsomhed er helt klart en mangelvare - men jeg kan sove og løse kryds og tværser når jeg bliver gammel ;)
Det færdige resultat: Brudgommen og hans bule-harem

3 kommentarer:

  1. hahaha its so funny to see you in this kind of dress, I can't stop laughing!!

    SvarSlet
  2. I promise you it was even better in real life, but then agin the thought of you, Hannes and Rupert in the male outfit is absolutly hilarious :D

    SvarSlet