Semarang

Lige nu sidder jeg på gulvet hjemme hos mas Ketut, bedre kendt som Dejavatos kontor. Her er rigtigt hyggeligt - forskellige mennesker strømmer konstant ind og ud, så det er et godt sted at udvide sin omgangskreds. Dagen idag vil gå med at lære indonesisk og jeg har indtil videre lært tallene og en masse høflige og praktiske vendinger. Jeg kan for eksempel sige "mata mata" (spion), "Kenapa kamu terdawa?" (hvorfor griner du?) og "buli" (hvid person). Tallene er meeget lange: 175 - se-ratu-tujuh-puluh-lima. Hehe, det er ret sjovt at udtale :) 

I de sidste 3 dage har jeg lavet riiigtigt meget! (advarsel: dette indlæg kunne godt gå hen og blive langt og jeg kan ikk garantere at jeg får lagt billederne rigtigt ind..)
Som jeg vidst nævnte i sidste blog skulle jeg fredag møde de andre frivillige i organisationen, både fra indonesien og tyskland/sweitz. Det var dejligt at se nogle andre buli's og høre hvordan de klarer sig - det eneste problem er at de jo alle snakker tysk(!) hvilket betyder at jeg åbenbart skal øve mig på endnu et sprog.. Alle er tilgengæld meget imødekommende og jeg er blevet inviteret hjem til en masse (især indonesere), så man skal være ret asocial for at komme til at mangle venner :)

Dagen efter var jeg igen til "forelæsning" på Ketuts kontor, hvor jeg fik en masse nyttig viden om min værts familie og hvordan man håndterer konflikter i Indonesien. Jeg kommer til at bo i et rimeligt stort hus, sammen med 2 yngre søstre (6 og 13år), en hushjælp og forældrene. Moderen er rektor på en islamisk skole i byen og faren arbejder i Jakarta, så jeg vil kun komme till at se ham en gang om ugen. I Indonesien er det ikke særligt velanset at være ateist - ens religion står endda på ens identitetskort! Hehe Ketut har fortalt at moderen elsker at debatere og hun har læst min ansøgning, hvor der står at jeg er ateist - så det skal nok blive festligt!

Efter en ordentlig bunke informationer, som mit jetlag ikke gjorde det nemmere at overskue, fik jeg overtalt Ketut til at spise sammen med mig og Hannes (aka. Hansi en tysk voluntør) i huset, så jeg slap for at krydse vejen..

Da vi havde spist tog Ketut hen i moskeen og Hansi viste mig Ketuts altan, hvor vi kunne se udover bydelen, høre forskellige bønner fra de mange højtalere og nyde en køligere brise (hvilket sker MEGET sjældent..)

Billedet: en fiskekone på markedet, der gerne ville tale engelsk med mig :)








Billedet: mænd tager lur på togstationen
Dagen efter stod i turismens navn. Min nye kontaktperson Rea, tog mig en masse steder hen i Semarang på sin motorcykel. Hun tog mig til: et marked tæt på mit hostel (hvor der gik katte imellem fiskene - mums for en hygiejne), den gamle bydel som hollænderne byggede i sin tid, en togstation som var næsten helt tom (alle bruger motorcykler eller tager busser), Grand Mosque - en kæmpe stor ny moske som er virkeligt flot, Ungaran (den by jeg skal bo i) - hvor vi slappede af i skyggen ved Ketuts onkels pools, universitetet hvor Rea studerer engelsk og herefter tog vi hjem til mit hostel og holdt siesta, som jeg havde forklaret Rea burde være en indonesisk tradition. Puha, turen er ikke slut endnu.

Billedet: Grand Mosque
Rea er kristen og spurgte om jeg havde lyst til at se hendes kirke (gudstjeneste), jeg acceptere på den betingelse at jeg ikke ville bede og at hun respekterede at jeg ikke tror på Gud - Det var helt fint med hende :)
Jeg tror aldrig at jeg har været til en så mærkelig gudstjeneste før selvfølgelig set med mine chokerede vestlige øjne. Kirken var enorm, større end rytmisk sal i Århus, og et band spillede rock-gospel for fuld udblæsning imens en gruppe indonesere dansede en symbolsk dans hvor de bl.a inddrog plastikblomster, en kæmpe stor krone og et hjerte af stof, og bannere i forskellige farver. Selvom salen ikke engang var 1/3 fuld stillede alle kirkegængere sig op og sang, priste Gud og mange begyndte at græde. Hehe der var en stor skærm, hvor teksterne stod på og i den eneste engelske sang lød teksten således "My God is awesome". Oplevelsen blev helt komplet, da vi på vej ud af kirken gik forbi en stor gruppe ladyboys, der var ved at tage fællesfoto i salen.

Billedet: Reas motorcykel bliver repareret
Efter gudstjenesten spiste jeg sammen med Reas venner fra kirken. De fleste går på universitetet og er på min alder og kan godt forstå engelsk og tale en smule. De er bare vildt bange for sproget!
Jeg fik efter en del overtalelse trukket nogle engelske ord ud af dem alle og efter noget tid begyndte de modigste drenge at tale til mig på eget initiativ - sejr ;)
Moderen var meget overstrømmende og roste mig meget for min imødekommenhed, og sagde at hun elskede mig for kærlighed og sammenhold betyder meget for Gud - ikke noget man hører ofte i DK!
Rea havde fortalt dem at jeg er ateist, så det betød meget for mig at de ikke behandlede mig dårligt af den grund. Man bliver nødt til at se oplevelsen med indonesiske øjne, religion er meget mere ekspresiv her og folk er meget gæstfrie og bramfrie. I Danmark ville jeg frygte at jeg var ved at blive rekruteret til Jehovas vidner eller noget i den stil, men hvilkårene er anderledes her, så jeg er nødt til at være åben og tage del i de ting, der betyder meget for mine omgivelser.

Så, nu kan jeg ikke finde på mere - om lidt vil Oshin tage mig ind til byen og øve indonesisk på markedet, det skal nok blive udfordrene :)

- Sampai Jumpa (på gensyn)!

Hehe, jeg bliver nødt til at vise det her! Det er lidt ala den indonesiske udgave af bamse og kylling - hvor kylling er tyk og bamse er et blåt hiphop-monster :D

Jeg overlevede

Man har lov til at være stolt af sig selv når man alene har klaret en samlet flyvetur på over 18 timer, 4 flyskift, en overnatnig paa hotel i Jakarta, og flere taxature i en kreativ kørestil, der fik mig til at prise mig lykkelig over at jeg ikke har kørekort, så jeg ville kunne genkende alle de lovovertrædelser, der åbenbart er normen her.

Jakarta er en enorm by! når man tager oplandet med bor der over 25mio. mennesker og ca. 15 mio. i centrum. Da jeg ankom om natten og rejste om morgenen havde jeg rig mulighed for at glo mig mæt på den 45min lange køretur fra lufthavnen til hotellet som lå placeret i buisness centeret. Det er ved at gå op for mig hvor lille et land Danmark jo egentlig er. Tag Java for eksempel. Her bor lidt over 100mio. mennesker på et areal, der er tre gange så stort som Danmark - Det siger også lidt om befolkningstætheden at der bor omkring 6x så mange mennesker på samme areal her som i DK...

Billedet: mit første glimt af indonesien fra flyet.

I går formiddag indonesisk tid ankom jeg til Semarang. Jeg var fuldstændigt smadret da jeg steg ud af flyet pga. jetlag. Forestil jeg at stå op kl. 00.00 (kl.5 indonesisk tid) for at tage et fly og først ankomme ved 6-tiden (11.30 indonesisk tid) - man er meget træt og forvirret når ens indre ur er fuldstændigt ude af takt med omgivelserne. I Lufthavnen blev jeg hentet af Oshin (min kontaktperson), som fulgte mig til det hotel jeg skal bo på i de næste fem dage imens jeg bliver forberedt til at komme rigtigt igang med mit projekt.

Kort tid efter tog vi ud i byen for at finde noget mad (jeg ville gerne sove, men det måtte jeg ikke :)), hvilket indebar at vi skulle krydse en vej. Det lyder måske simpelt, men det er det absolut ikke når der ikke findes fodgængerfelter og der er en myldrende trafik, som har for travlt til at vise hensyn til langsomme gående..

Det vender jeg mig ikke til foreløbigt!
Efter et meget billig måltid til 18.000 rupia ca. 10kr. (hvilket Oshin syntes var dyrt!), tog vi ud til organisationen Dejavatos kontor. "Kontoret" ligger i et hyggeligt boligkvarter og er et meget lille blåt hus. Der er aircondition og internet hvilket er ren luksus!

Her fik jeg en lille lur på en måtte og blev introduceret for Ketut og Eko, før det virkelige eventyr begyndte... Oshin skal være min "taxachauffør" i de næste par dage, hvilket på indonesisk bestyder at jeg skal sidde bag på hendes scooter til og fra hotellet - hehe man føler sig skræmmende i live når man suser ind i mellem lastbiler og snor sig udenom andre scootere, der overhaler hinanden i et for mig at se tilfældigt mønster!

Efter endnu en søvnknap nat og en opfriskende tur på Oshins scooter er jeg nu på kontoret igen. Ketut vil idag informere mig om organisationen og mit projekt - men lige nu holder vi pause, da han er i moskeen for at bede. I aften er der arrangeret Ramadan middag hvor jeg kommer til at møde en masse af de andre voluntører - det glæder jeg mig til :)

Hvis jeg skulle beskrive Java med få ord ville det være: mange mennesker, hede, scootere, imamer, der synger solen op og ned, larm og jetlag..

Jeg håber at I alle har det godt :)
Hilsen Signe

                 Mit hostel:

<-- Udsigten fra mit hostel værelse i Semarang.

Imorgen...

... rejser jeg til Indonesien! Det er vi(l)d(t)underligt :)

Jeg har pakket til 9 måneder på ca. 19 kg. - hvilket vil sige 4 kg. under det tilladte. Jeg tror at jeg har alt hvad jeg behøver med (hvis ikke mere), ellers har jeg masser af tid i flyet imorgen til at komme i tanke om alt det jeg har glemt..

Selvom jeg rejser imorgen kl.18 dansk tid er jeg først fremme på torsdag kl.12 indonesisk tid (7timer+). Dvs. at jeg ser frem til en flyvetur på over 14 timer samt en overnatning på egen hånd i millionbyen Jakarta, hvor jeg hurtigt vil komme i kontakt med det indonesiske taxasystem.. hehe det bliver et eventyr :)

Når jeg ankommer til min by Semarang skal jeg på et kursus i 3 dage hvor jeg skal lære om den indonesiske kultur, have sprogundervisning, på sightseeing og møde nogle af de andre udenlandske voluntører. Derefter bliver jeg sendt ud til min værtsfamilie hvor jeg vil begynde på mit projekt på Ungaran Disabled School. Jeg vil ikke få meget tid til at vænne mig til arbejdet, da jeg allerede 3 dage efter har 2 ugers ferie i forbindelse med afslutningen af Ramadan. Jeg glæder mig rigtigt meget til at opleve hvordan Ramadan foregår helt tæt på - det kunne godt gå hen og blive ret festligt ;) Måske vil jeg tage ud at rejse lidt i min ferie? Jeg ved det ikke endnu, nu skal jeg lige have overstået den første rejse IMORGEN!

I må have det skønt allesammen!

Jeg vil prøve at lade være med at savne jer for meget :)

Ps. hvis I er nysgerrige efter at se hvad Semarang er for en by, har jeg fundet denne side I kan hygge jer med indtil jeg selv får lagt nogle billeder ind: http://semarangdailyphoto.com/