Semarang

Lige nu sidder jeg på gulvet hjemme hos mas Ketut, bedre kendt som Dejavatos kontor. Her er rigtigt hyggeligt - forskellige mennesker strømmer konstant ind og ud, så det er et godt sted at udvide sin omgangskreds. Dagen idag vil gå med at lære indonesisk og jeg har indtil videre lært tallene og en masse høflige og praktiske vendinger. Jeg kan for eksempel sige "mata mata" (spion), "Kenapa kamu terdawa?" (hvorfor griner du?) og "buli" (hvid person). Tallene er meeget lange: 175 - se-ratu-tujuh-puluh-lima. Hehe, det er ret sjovt at udtale :) 

I de sidste 3 dage har jeg lavet riiigtigt meget! (advarsel: dette indlæg kunne godt gå hen og blive langt og jeg kan ikk garantere at jeg får lagt billederne rigtigt ind..)
Som jeg vidst nævnte i sidste blog skulle jeg fredag møde de andre frivillige i organisationen, både fra indonesien og tyskland/sweitz. Det var dejligt at se nogle andre buli's og høre hvordan de klarer sig - det eneste problem er at de jo alle snakker tysk(!) hvilket betyder at jeg åbenbart skal øve mig på endnu et sprog.. Alle er tilgengæld meget imødekommende og jeg er blevet inviteret hjem til en masse (især indonesere), så man skal være ret asocial for at komme til at mangle venner :)

Dagen efter var jeg igen til "forelæsning" på Ketuts kontor, hvor jeg fik en masse nyttig viden om min værts familie og hvordan man håndterer konflikter i Indonesien. Jeg kommer til at bo i et rimeligt stort hus, sammen med 2 yngre søstre (6 og 13år), en hushjælp og forældrene. Moderen er rektor på en islamisk skole i byen og faren arbejder i Jakarta, så jeg vil kun komme till at se ham en gang om ugen. I Indonesien er det ikke særligt velanset at være ateist - ens religion står endda på ens identitetskort! Hehe Ketut har fortalt at moderen elsker at debatere og hun har læst min ansøgning, hvor der står at jeg er ateist - så det skal nok blive festligt!

Efter en ordentlig bunke informationer, som mit jetlag ikke gjorde det nemmere at overskue, fik jeg overtalt Ketut til at spise sammen med mig og Hannes (aka. Hansi en tysk voluntør) i huset, så jeg slap for at krydse vejen..

Da vi havde spist tog Ketut hen i moskeen og Hansi viste mig Ketuts altan, hvor vi kunne se udover bydelen, høre forskellige bønner fra de mange højtalere og nyde en køligere brise (hvilket sker MEGET sjældent..)

Billedet: en fiskekone på markedet, der gerne ville tale engelsk med mig :)








Billedet: mænd tager lur på togstationen
Dagen efter stod i turismens navn. Min nye kontaktperson Rea, tog mig en masse steder hen i Semarang på sin motorcykel. Hun tog mig til: et marked tæt på mit hostel (hvor der gik katte imellem fiskene - mums for en hygiejne), den gamle bydel som hollænderne byggede i sin tid, en togstation som var næsten helt tom (alle bruger motorcykler eller tager busser), Grand Mosque - en kæmpe stor ny moske som er virkeligt flot, Ungaran (den by jeg skal bo i) - hvor vi slappede af i skyggen ved Ketuts onkels pools, universitetet hvor Rea studerer engelsk og herefter tog vi hjem til mit hostel og holdt siesta, som jeg havde forklaret Rea burde være en indonesisk tradition. Puha, turen er ikke slut endnu.

Billedet: Grand Mosque
Rea er kristen og spurgte om jeg havde lyst til at se hendes kirke (gudstjeneste), jeg acceptere på den betingelse at jeg ikke ville bede og at hun respekterede at jeg ikke tror på Gud - Det var helt fint med hende :)
Jeg tror aldrig at jeg har været til en så mærkelig gudstjeneste før selvfølgelig set med mine chokerede vestlige øjne. Kirken var enorm, større end rytmisk sal i Århus, og et band spillede rock-gospel for fuld udblæsning imens en gruppe indonesere dansede en symbolsk dans hvor de bl.a inddrog plastikblomster, en kæmpe stor krone og et hjerte af stof, og bannere i forskellige farver. Selvom salen ikke engang var 1/3 fuld stillede alle kirkegængere sig op og sang, priste Gud og mange begyndte at græde. Hehe der var en stor skærm, hvor teksterne stod på og i den eneste engelske sang lød teksten således "My God is awesome". Oplevelsen blev helt komplet, da vi på vej ud af kirken gik forbi en stor gruppe ladyboys, der var ved at tage fællesfoto i salen.

Billedet: Reas motorcykel bliver repareret
Efter gudstjenesten spiste jeg sammen med Reas venner fra kirken. De fleste går på universitetet og er på min alder og kan godt forstå engelsk og tale en smule. De er bare vildt bange for sproget!
Jeg fik efter en del overtalelse trukket nogle engelske ord ud af dem alle og efter noget tid begyndte de modigste drenge at tale til mig på eget initiativ - sejr ;)
Moderen var meget overstrømmende og roste mig meget for min imødekommenhed, og sagde at hun elskede mig for kærlighed og sammenhold betyder meget for Gud - ikke noget man hører ofte i DK!
Rea havde fortalt dem at jeg er ateist, så det betød meget for mig at de ikke behandlede mig dårligt af den grund. Man bliver nødt til at se oplevelsen med indonesiske øjne, religion er meget mere ekspresiv her og folk er meget gæstfrie og bramfrie. I Danmark ville jeg frygte at jeg var ved at blive rekruteret til Jehovas vidner eller noget i den stil, men hvilkårene er anderledes her, så jeg er nødt til at være åben og tage del i de ting, der betyder meget for mine omgivelser.

Så, nu kan jeg ikke finde på mere - om lidt vil Oshin tage mig ind til byen og øve indonesisk på markedet, det skal nok blive udfordrene :)

- Sampai Jumpa (på gensyn)!

Hehe, jeg bliver nødt til at vise det her! Det er lidt ala den indonesiske udgave af bamse og kylling - hvor kylling er tyk og bamse er et blåt hiphop-monster :D