Nu er der kun 2 ½ måned tilbage af mit EVS projekt og om 3 ½ måned er jeg tilbage i Danmark igen. Jeg har besluttet mig for at blive en måned ekstra og se mig lidt omkring i Indonesien. Hvor jeg rejser hen lader jeg være op til omstændighederne; hvem der kan rejse med mig, hvilken del af Indonesien, der lige fanger min interesse og hvor mange penge jeg har tilbage - jaja ægte indonesisk planlægningsstil, tag mulighederne som de åbenbarer sig..
Når jeg forestiller mig at jeg er tilbage i mit gamle danske liv igen er det med blandede følelser. Indonesien er en anden verden (nogle ville kalde det en del af den tredje verden) og det kan derfor umuligt undgås at mit liv her også er et andet - måske er jeg også en anden? Det tror jeg nu ikke, jeg tror at jeg har fået "fyldt mere på min personlighed", så jeg nu er mere end jeg var da jeg tog afsted og dermed anderledes, men ikke en anden :)
Selvom jeg kan tale indonesisk flydende, kan synge med på jinglen til den mest populære tv-soap som alle husmødre (og fædre i skjul) følger med i, genkender og forstår de sociale kodeks så som at man tager og giver alt med højre hånd, nikker smilende til nysgerrige folk man passerer, råber "mau kemana!?" (hvor vil du hen?) til fremmede for at være flink og evt. starte en kort samtale, selvom jeg har styr på alt dette og føler at jeg har skabt mig en nogenlunde normal hverdag, så vil jeg altid være en fremmed. Mit røde hår og min hvide hud skriger udlænding og det giver mange indonesere en trang til at råbe med: "Bule!" "Londo!". Sådan har det været i de sidste 6 måneder og sådan vil det blive ved med at være. Jeg forsøger ihærdigt at tale med så mange som muligt og det hænder da også ind imellem at der er en der råber "mbak Signe" istedet, men jeg skulle have julemandsevner for at kunne nå rundt til alle folk i min by og lære dem at kende. (Der bor omkring 600.000...)
Jeg lader mig ikke gå så meget på af den enorme opmærksomhed, da den for det meste bunder i nysgerrighed og venlig interesse (selvom det kunne være rart en gang imellem at deltage i en begivenhed uden selv at blive "begivenheden"). Men en slags opmærksom jeg ikke så let lader prelle af er den seksuelle chikane... Det er ikke noget jeg har oplevet så meget af, men for et par uger siden var der et par episoder:
På SLB (specialskolen) var jeg begyndt at undervise i en ny klasse med drenge i 15-17 års alderen. De første par gange gik det fint, selvom eleverne er imponerende larmende og dovne. Men for et par uger siden begyndte den ene af drengene, der er ret høj og bred, at stirre uhæmmet på mig og i en time gik han så vidt til at råbe seksuelle ting efter mig (jeg forstod det ikke, men den slags behøver igen oversættelse...), lave seksuelle lyde, tegne billeder af bryster, lave bollebevægelser og komme ALT for tæt på mig. Det blev naturligt nok for meget for mig og jeg fik fat i min kontaktperson, der fik et mindre raserianfald.. Det viste sig senere at drengen have set pornofilm med nogen af sine normaltbegavede venner og i hans hoved, hvor afstanden mellem virkelighed og fiktion er ikke-eksisterende, blev jeg lig med en af pornostjernerne. Om ikke andet kan man da altid sige at det er en ny oplevelse; så, nu har jeg også prøvet at blive forvekslet med en pornomodel. Det havde jeg ikke lige forudset haha ;)
Jeg er ikke vred på drengen, han kan ikke gøre for måden hans hoved er skruet sammen på og en kombinatin af pubertet, mentalt handikap og dårlige venner er ikke nem at håndtere.
Jeg ved ikke om jeg udstrålte noget særligt lige i de dage, men dagen efter episoden på SLB, var jeg på vej hen for at mødes med en ven da en midaldrende normal-udseende mand følger efter mig og meget usikkert for fremstammet "kamu ngangtok?" (er du træt), "mau ke hotel?" (vil du med på hotel). Jeg behøvede kun at sige "No-no-no!" for at han forduftede, men jeg var stadig lettet da min ven han endelig dukkede op.
Det er som sagt heldigvis kun meget få oplevelser af denne slags jeg har haft. Jeg føler mig tryg i Indonesien og hvis jeg bare opfører mig fornuftigt sker der igenting!
Nå det var lidt en afvej, jeg ville have skrevet lidt mere om alle de spændende oplevelser jeg har haft i den seneste tid, men jeg havde åbenbart andet på hjerte - det må I høre om en anden gang :)
- Hilsen Signe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar