mandag den 1. november 2010

Et Livstegn

Haha jeg fik lige en mail fra Simon, hvor der kort og godt stod "Jeg har brug for et livstegn!", så det får I her. Jeg tror at grunden til at jeg ikke har opdateret bloggen i nogle uger er en god kombination af alt for mange oplevelser og dovenskab.. Men ok, jeg vil prøve at skabe et overblik :)

Yogyakarta
For omkring en to uger siden rejste de andre volontører og jeg til Yogyakarta, hvor vi boede hos en fætter og hans familie, til en af vores indonesiske venner. Yogyakarta er nok Javas mest populære by blandt turister og byder på kunst, batik, templer, hav, en masse unge studerende og bule's. Haha sidstnævnte var nok den største attraktion for vores understimulerede behov for kontakt med europæere. De mange uger sammen med indonesere havde på mystisk vis fået os til at glemme alt om de gængse normer for hvordan man omgås hvide mennesker så vi reagerede på indonesisk maner og skreg BULE! og pegede uhæmmet hver gang vi passerede en bleg, forvirret (og skræmt) turist... I løbet af de 3 dage vi var der besøgte vi de obligatoriske turistattraktioner: Borobodur tempel (et meget gammelt smukt hinduistisk tempel), Malio Boro street – stedet hvor man kan udfordre sine krejler evner og prutte om prisen på batik af svingende kvalitet og Graton en gammel moske under jorden. Ellers brugte vi tiden sammen med vores indonesiske kontakter i byen, slappede af i gadecafeerne (som bogstaveligt talt er på gaden), tog til havet og brugte en 2-3 timer på at sidde fast i den mest komplicerede trafikprop jeg nogensinde har oplevet – heldigvis opløste den sig nærmest på magisk vis med hjælp fra nogle skæve (bogstaveligt talt…) eksistenser. Der var karneval i byen i forbindelse med dens fødselsdag, så alle byens indbyggere strømmede imod det samme punkt. Når der ikke er trafiklys, engageret politi til at holde en vis orden og folk ikke tøver med at køre i den forkerte side af vejen og dermed blokere en hel kørebane, vil det naturligvis ende i mange komplicerede trafikknuder. Men det er vel også en oplevelse, hehe især hvis man medregner at vi var 9 personer i en 7-mands bil…

Karimunjawa
Jeg lukkede øjnene og forsøgte at ignorere den insisterende brummen fra bådens motor, med fødderne i et hav der var varmere end luften, da jeg efter et par vejrtrækninger åbnede øjnene var havet stadigt turkisblåt, den lille træbåd omgivet af små grønne palmeøer og jeg kunne stadig skimte koralrevene under havoverfladen - jo, den er god nok Signe, du er i paradis...
Weekenden efter Jogja rejste jeg med min organisation Dejavato til Karimunjava øgruppen. Det var ligesom at træde ind i billedet på et postkort, hvis man altså så bort fra de forstyrrende bunker af skrald, der sneg sig frem overalt... Min tid i paradis brugte jeg på at snorkle i nogle helt fantastisk smukke koralrev med dertilhørende farvestrålende fisk, besøge en skole midt om natten fragtet på ladet af en gammel varevogn (en af vololtørernes projekt), stå ubønhørligt tidligt op og tage på marked, hvor jeg købte små saltede fisk som nenek elsker men alle andre hadede da de stank i min taske resten af weekenden, svømme med/se på hajer og ellers bare forsøge at glo mig mæt i den smukke natur. Det var en sjov og smuk weekend bortset fra den ufrivillige souvinir jeg blev tildelt fra øernes monster myg - jeg havde over 150 myggestik!
Tilbage i Semarang var jeg slemt forkølet, træt og lidt trist da min bedste veninde i Ungaran, Maria, skulle rejse hjem samme dag. Efter at hun er rejst hjem er det gået op for mig hvor kort tid 9 måneder er. Jeg har det rigtigt godt og jeg vil komme til at savne mine venner, familie, elever og alle de spontane ukendte oplevelser jeg bliver overdynget med.

Gunung Merapi
Jeg ved ikke hvor meget I har hørt om de mange naturkatastrofer der raserer Indonesien for tiden, men det virker som om at guderne har besluttet sig for at frigøre så mange som muligt på én gang. For et par uger siden var der store oversvømmelser i Irian Jaya (Papua), og i den sidste uges tid har der været en tsunami på Sumatra, diverse jordskælv og omkring 12 vulkanudbrud hvoraf de fleste er på min ø Java. Jeg mærker intet til alt dette i min hverdag udover det jeg ser i nyhederne og hører fra folk.
Billedet: Følg fingeren og find den høje blege bule :)
Da naboskolen til MTS spontant inviterede mig med til at besøge gunung Merapi (en vulkan der er voldsomt i udbrud) og støtte flygtningene skreg jeg nærmest ja.. Det skyldes nok mit minimale kendskab til naturkatastrofer og ønske om at være midt i orkanens øje. Mit naive ønske om at se ild og lava, blev i virkeligheden til støv og en irationel skuffelse. Det var overskyet, så vi kunne ikke se toppen af vulkanen og det eneste, der afslørede noget uvandt var det tynde lag af grå aske fra vulkanen, der dækkede alt. Efter at have afleveret vores fornødninger til et omdelingscenter og taget de obligatoriske billeder besøgte vi en af flygtningelejrerne hvor livet gik sin stille gang. Hele oplevelsen fik mig til at tænke at mennesket er fænomenalt til at skabe sig en hverdag i alle situationer og at de største tragedier ofte er de stille.
Weekend på MTS
Den foregående weekend tilbragte jeg på min værtsmors skole MTS nu Ungaran (islamisk high school). En del af de unge lærere havde arrangeret et kursus for elev komiteen, som jeg blev inviteret til at deltage i. I sidste øjeblik fik jeg bikset en powerpoint sammen med den famøse overskrift ”Organisation Management”, hehe hvilket var en fancy titel til at beskrive hvordan musikudvalget fungerede i Danmark. Ud over det rent fagligt formelle gik weekenden mest ud på at udfordre eleverne og have det sjovt. Om natten var der stafetløb hvor jeg blev sat til at på en post i 2 timer alene på en kirkegård kun oplyst af månen.. De fleste indonesere er bange for spøgelser og jeg tror ikke at det var et tilfælde at jeg fik netop denne post, da jeg tidligere havde sagt at jeg ikke troede på spøgelser - "How come!?" Jeg måtte igen skuffe dem da de spurgte mig hvad jeg havde følt på gravgården: "Borred and irritated because of the damn nyamuk! (myg)..
Det var en rigtig sjov weekend hvor jeg fik et tættere forhold til de unge lærere på skolen - de er åbne, og jeg føler mig virkeligt godt tilpas på skolen :)

Hvad ellers...? Jeg har idag bestilt mine flybilletter til thailand. Pga. en indviklet visaproces skal jeg rejse ud af Indonesien i slutningen af februar - det samme gælder for de tyske volontører. Vi kan derfor ligeså godt udnytte muligheden til at rejse rundt sammen i nogle uger i Thailand, Cambodia og Singapore - det blir' godt :)
Jeg håber at i hygge jer i stuerne i det kolde Danmark - det er vel ved at være den tid hvor man begynder at tænde stearinlys og trøstespise kage for at jage vinterderpressionerne på flugt? - Jeg vil istedet spise et par mangoer og drikke ronde jahe i gadecafeerne...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar