En almindelig dag

Jeg er blevet bedt om at beskrive en almindelig dag. Men ærligt talt er de "almindelige dage" ret sjældne og dermed ualmindelige... hmm. forvirrende :) Istedet vil jeg bare beskrive hvad jeg har lavet i dag:

Billedet: Eleverne på min anden skole MTS øver sig på flagceremoni
Jeg stod op omkring kl.6.15, hvilket var planlagt for sent, da jeg troede at der ville være flagceremoni i forbindelse med en nationaldag. Flagceremoni går helt basalt ud på at stå ret op og ned og glo på at nogle af eleverne hejser et flag, lytte til at grundloven bliver reciteret og til slut prøve at forstå en meget laang tale fra rektoren. Hele ceremonien kan tage op imod 45 min. hvilket er ret lang tid at stå ret op og ned i den bagende sol og kede sig... hehe jeg har derfor taget alle uetiske midler i brug og overbevidst mig selv om retfærdigheden i at jeg sover lidt længere hver mandag og de ekstra dage, der er flagceremoni...
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at stå op tog jeg et bad med (*#!) koldt vand. Min familie har ikke nogen bruser, istedet er der en stor vandbeholder som jeg skovler vand ud over mig selv fra. Til morgenmad spiste jeg mie goreng sama telur, stegte nudler med røræg, og for en gangs skyld ikke ris :)
Jeg er nu efter over 2 måneder i Ungaran ved at være rimeligt stedkendt og fandt for 2 dage en fantastisk smuk smutvej til skolen. Istedet for at gå langs den støvede overtrafikerede hovedvej, kan jeg nu gå ad en smal vej imellem en masse små farvestrålende huse, med alverdens kreative udsmykninger, ned til rismarkerne for foden af Gunung Ungaran (bjerg) hvor SLB ligger.
Allerede på bakken over skolen råbte nogle af mine elever mig imøde "Gutmorrnig mbak Sin" (hmm i det mindste er det bedre en "halo mrs Londo" - udlænding). Det gik op for mig at der ikke havde været flagceremoni, så jeg var forsinket, men med Jam Karet (alle er forsinkede) er det ikke det store problem - Tidak apa apa...

Billedet: Udsigten fra min smutvej til skolen.
Den første klasse jeg underviste i, var klassen som jeg tidligere har beskrevet, med læreren der truede børnene. Jeg har nu klassen for mig selv, hvilet passer mig fint :) Hehe jeg havde ærligt talt ikke forberedt mig men fandt hurtigt på at lære dem greetings som "good morning" "how are you?" osv. Derefter øvede vi basisting som tallene på engelsk og en af drengene ville gerne vide hvordan man udtaler alfabetet, så det øvede vi også igen og igen og igen.. repetition er en af hovedingredienserne når man underviser mentalt handikappede børn, hehe og selvfølgelig tålmodighed. Bagefter blev jeg udfordret til at tegne en fugl. Det blev til et sørgeligt pjusket væsen som børnene i kor straks genkendte som Bebek! (and). Ok så siger vi det.
I pausen på lærerværelset var Obama i tv, hvor han holdt en tale om sit ophold her i Indonesien. Obama boede 4 år i Indonesien da han var yngre, og det var derfor vigtigt for ham at besøge Indonesien i forbindelse med alle de naturkatastrofer, der har raseret i den seneste tid og i forbindelse med et kommende topmøde i Indonesien om Asiens økonomi - som USA er meget interesseret i, da de ser et potentielt marked for at kunne afsætte deres varer og dermed styrke den svækkede amerikanske økonomi... Jeg blev fuldstændigt fanget og kom for sent til min anden klasse... Tidak apa apa...
Eleverne i denne klasse er en del ældre, måske en 15-16år gamle, men jeg kunne alligevel undervise de samme emner, med en anderledes tilgang.
Hver onsdag kl.10.30 har jeg svømning med en 5-8 døve børn. De elsker det :) Jeg behøver egentlig ikke at undervise, da de allerede kan svømme rimeligt godt, istedet leger vi bare. Haha de er skønne at være sammen med, da deres mimik er så udtryksfuld. For at få det bedst mulige forhold til dem, forsøger jeg at lære mig selv isyarat (indonesisk tegnsprog), hvilket jeg synes er ret sjovt. Efter en times svømning spiste jeg sammen med børnene der bor i det børnehjem, der er tilknyttet skolen. Det er rigtigt hyggeligt og en god måde at øve mit indonesiske på. Idag forsøgte vi at fange fisk i et lille vandløb, men vi blev nødt til at stoppe, da det trak op til regn. Når det trækker op til regn i Indonesien, går det hurtigt, så jeg skyndte mig hjem.

Billedet: Mig som lektor på universitetet
Hjemme slappede jeg af en times tid og tog den obligatoriske lur - jeg er så træt hele tiden. Derefter gav jeg mig til at lave et kompliceret powerpoint show om "Inquiry letters - english for business". Min indonesisk lærer udfordrede mig i går ud af det blå til at holde oplæg om dette emne på universitetet - vel at mærke på indonesisk! Der stod jeg så foran 20 universitetsstuderende på 7.år, som alle var over 5 år ældre end mig udstyret med en ordbog og et ordforråd, der begrænser sig til daglig konversation. Efter at have formuleret et par halvforståelige indonesiske sætninger gav jeg hurtigt op og forklarede istedet på engelsk at "The function of an inquiry letter is to explore the possibilities of a potential partnership...". Hehe måske vil jeg kunne klare udfordringen om et halvt års tid, puha, men det var liiige lidt for stor en udfordring nu. Men nu kan jeg sige at jeg har undervist på universitetet inden jeg selv begyndte at studere...

Hvad ellers..? nu ligger jeg i min seng og prøver at tage mig sammen til at forberede undervisning imorgen - men har brugt tiden på at skrive dette indlæg istedet.. Jaja jeg skal nok finde på noget :) ora popo.
Nå ja og så er min kollega og jeg ved at arrangere en overlevelsestur i junglen om et par uger. Vi skal selv finde mad i naturen og bygge et shelter vi kan sove under - bemærk at det er regntid..

Over and out. Jeg vil sove. Pas på jer selv :)

Et Livstegn

Haha jeg fik lige en mail fra Simon, hvor der kort og godt stod "Jeg har brug for et livstegn!", så det får I her. Jeg tror at grunden til at jeg ikke har opdateret bloggen i nogle uger er en god kombination af alt for mange oplevelser og dovenskab.. Men ok, jeg vil prøve at skabe et overblik :)

Yogyakarta
For omkring en to uger siden rejste de andre volontører og jeg til Yogyakarta, hvor vi boede hos en fætter og hans familie, til en af vores indonesiske venner. Yogyakarta er nok Javas mest populære by blandt turister og byder på kunst, batik, templer, hav, en masse unge studerende og bule's. Haha sidstnævnte var nok den største attraktion for vores understimulerede behov for kontakt med europæere. De mange uger sammen med indonesere havde på mystisk vis fået os til at glemme alt om de gængse normer for hvordan man omgås hvide mennesker så vi reagerede på indonesisk maner og skreg BULE! og pegede uhæmmet hver gang vi passerede en bleg, forvirret (og skræmt) turist... I løbet af de 3 dage vi var der besøgte vi de obligatoriske turistattraktioner: Borobodur tempel (et meget gammelt smukt hinduistisk tempel), Malio Boro street – stedet hvor man kan udfordre sine krejler evner og prutte om prisen på batik af svingende kvalitet og Graton en gammel moske under jorden. Ellers brugte vi tiden sammen med vores indonesiske kontakter i byen, slappede af i gadecafeerne (som bogstaveligt talt er på gaden), tog til havet og brugte en 2-3 timer på at sidde fast i den mest komplicerede trafikprop jeg nogensinde har oplevet – heldigvis opløste den sig nærmest på magisk vis med hjælp fra nogle skæve (bogstaveligt talt…) eksistenser. Der var karneval i byen i forbindelse med dens fødselsdag, så alle byens indbyggere strømmede imod det samme punkt. Når der ikke er trafiklys, engageret politi til at holde en vis orden og folk ikke tøver med at køre i den forkerte side af vejen og dermed blokere en hel kørebane, vil det naturligvis ende i mange komplicerede trafikknuder. Men det er vel også en oplevelse, hehe især hvis man medregner at vi var 9 personer i en 7-mands bil…

Karimunjawa

Jeg lukkede øjnene og forsøgte at ignorere den insisterende brummen fra bådens motor, med fødderne i et hav der var varmere end luften, da jeg efter et par vejrtrækninger åbnede øjnene var havet stadigt turkisblåt, den lille træbåd omgivet af små grønne palmeøer og jeg kunne stadig skimte koralrevene under havoverfladen - jo, den er god nok Signe, du er i paradis...
Weekenden efter Jogja rejste jeg med min organisation Dejavato til Karimunjava øgruppen. Det var ligesom at træde ind i billedet på et postkort, hvis man altså så bort fra de forstyrrende bunker af skrald, der sneg sig frem overalt... Min tid i paradis brugte jeg på at snorkle i nogle helt fantastisk smukke koralrev med dertilhørende farvestrålende fisk, besøge en skole midt om natten fragtet på ladet af en gammel varevogn (en af vololtørernes projekt), stå ubønhørligt tidligt op og tage på marked, hvor jeg købte små saltede fisk som nenek elsker men alle andre hadede da de stank i min taske resten af weekenden, svømme med/se på hajer og ellers bare forsøge at glo mig mæt i den smukke natur. Det var en sjov og smuk weekend bortset fra den ufrivillige souvinir jeg blev tildelt fra øernes monster myg - jeg havde over 150 myggestik!
Tilbage i Semarang var jeg slemt forkølet, træt og lidt trist da min bedste veninde i Ungaran, Maria, skulle rejse hjem samme dag. Efter at hun er rejst hjem er det gået op for mig hvor kort tid 9 måneder er. Jeg har det rigtigt godt og jeg vil komme til at savne mine venner, familie, elever og alle de spontane ukendte oplevelser jeg bliver overdynget med.

Gunung Merapi
Jeg ved ikke hvor meget I har hørt om de mange naturkatastrofer der raserer Indonesien for tiden, men det virker som om at guderne har besluttet sig for at frigøre så mange som muligt på én gang. For et par uger siden var der store oversvømmelser i Irian Jaya (Papua), og i den sidste uges tid har der været en tsunami på Sumatra, diverse jordskælv og omkring 12 vulkanudbrud hvoraf de fleste er på min ø Java. Jeg mærker intet til alt dette i min hverdag udover det jeg ser i nyhederne og hører fra folk.

Billedet: Følg fingeren og find den høje blege bule :)
Da naboskolen til MTS spontant inviterede mig med til at besøge gunung Merapi (en vulkan der er voldsomt i udbrud) og støtte flygtningene skreg jeg nærmest ja.. Det skyldes nok mit minimale kendskab til naturkatastrofer og ønske om at være midt i orkanens øje. Mit naive ønske om at se ild og lava, blev i virkeligheden til støv og en irationel skuffelse. Det var overskyet, så vi kunne ikke se toppen af vulkanen og det eneste, der afslørede noget uvandt var det tynde lag af grå aske fra vulkanen, der dækkede alt. Efter at have afleveret vores fornødninger til et omdelingscenter og taget de obligatoriske billeder besøgte vi en af flygtningelejrerne hvor livet gik sin stille gang. Hele oplevelsen fik mig til at tænke at mennesket er fænomenalt til at skabe sig en hverdag i alle situationer og at de største tragedier ofte er de stille.
Weekend på MTS
Den foregående weekend tilbragte jeg på min værtsmors skole MTS nu Ungaran (islamisk high school). En del af de unge lærere havde arrangeret et kursus for elev komiteen, som jeg blev inviteret til at deltage i. I sidste øjeblik fik jeg bikset en powerpoint sammen med den famøse overskrift ”Organisation Management”, hehe hvilket var en fancy titel til at beskrive hvordan musikudvalget fungerede i Danmark. Ud over det rent fagligt formelle gik weekenden mest ud på at udfordre eleverne og have det sjovt. Om natten var der stafetløb hvor jeg blev sat til at på en post i 2 timer alene på en kirkegård kun oplyst af månen.. De fleste indonesere er bange for spøgelser og jeg tror ikke at det var et tilfælde at jeg fik netop denne post, da jeg tidligere havde sagt at jeg ikke troede på spøgelser - "How come!?" Jeg måtte igen skuffe dem da de spurgte mig hvad jeg havde følt på gravgården: "Borred and irritated because of the damn nyamuk! (myg)..
Det var en rigtig sjov weekend hvor jeg fik et tættere forhold til de unge lærere på skolen - de er åbne, og jeg føler mig virkeligt godt tilpas på skolen :)

Hvad ellers...? Jeg har idag bestilt mine flybilletter til thailand. Pga. en indviklet visaproces skal jeg rejse ud af Indonesien i slutningen af februar - det samme gælder for de tyske volontører. Vi kan derfor ligeså godt udnytte muligheden til at rejse rundt sammen i nogle uger i Thailand, Cambodia og Singapore - det blir' godt :)
Jeg håber at i hygge jer i stuerne i det kolde Danmark - det er vel ved at være den tid hvor man begynder at tænde stearinlys og trøstespise kage for at jage vinterderpressionerne på flugt? - Jeg vil istedet spise et par mangoer og drikke ronde jahe i gadecafeerne...