Jeg stod op omkring kl.6.15, hvilket var planlagt for sent, da jeg troede at der ville være flagceremoni i forbindelse med en nationaldag. Flagceremoni går helt basalt ud på at stå ret op og ned og glo på at nogle af eleverne hejser et flag, lytte til at grundloven bliver reciteret og til slut prøve at forstå en meget laang tale fra rektoren. Hele ceremonien kan tage op imod 45 min. hvilket er ret lang tid at stå ret op og ned i den bagende sol og kede sig... hehe jeg har derfor taget alle uetiske midler i brug og overbevidst mig selv om retfærdigheden i at jeg sover lidt længere hver mandag og de ekstra dage, der er flagceremoni...
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at stå op tog jeg et bad med (*#!) koldt vand. Min familie har ikke nogen bruser, istedet er der en stor vandbeholder som jeg skovler vand ud over mig selv fra. Til morgenmad spiste jeg mie goreng sama telur, stegte nudler med røræg, og for en gangs skyld ikke ris :)
Jeg er nu efter over 2 måneder i Ungaran ved at være rimeligt stedkendt og fandt for 2 dage en fantastisk smuk smutvej til skolen. Istedet for at gå langs den støvede overtrafikerede hovedvej, kan jeg nu gå ad en smal vej imellem en masse små farvestrålende huse, med alverdens kreative udsmykninger, ned til rismarkerne for foden af Gunung Ungaran (bjerg) hvor SLB ligger.
Allerede på bakken over skolen råbte nogle af mine elever mig imøde "Gutmorrnig mbak Sin" (hmm i det mindste er det bedre en "halo mrs Londo" - udlænding). Det gik op for mig at der ikke havde været flagceremoni, så jeg var forsinket, men med Jam Karet (alle er forsinkede) er det ikke det store problem - Tidak apa apa...
Den første klasse jeg underviste i, var klassen som jeg tidligere har beskrevet, med læreren der truede børnene. Jeg har nu klassen for mig selv, hvilet passer mig fint :) Hehe jeg havde ærligt talt ikke forberedt mig men fandt hurtigt på at lære dem greetings som "good morning" "how are you?" osv. Derefter øvede vi basisting som tallene på engelsk og en af drengene ville gerne vide hvordan man udtaler alfabetet, så det øvede vi også igen og igen og igen.. repetition er en af hovedingredienserne når man underviser mentalt handikappede børn, hehe og selvfølgelig tålmodighed. Bagefter blev jeg udfordret til at tegne en fugl. Det blev til et sørgeligt pjusket væsen som børnene i kor straks genkendte som Bebek! (and). Ok så siger vi det.
I pausen på lærerværelset var Obama i tv, hvor han holdt en tale om sit ophold her i Indonesien. Obama boede 4 år i Indonesien da han var yngre, og det var derfor vigtigt for ham at besøge Indonesien i forbindelse med alle de naturkatastrofer, der har raseret i den seneste tid og i forbindelse med et kommende topmøde i Indonesien om Asiens økonomi - som USA er meget interesseret i, da de ser et potentielt marked for at kunne afsætte deres varer og dermed styrke den svækkede amerikanske økonomi... Jeg blev fuldstændigt fanget og kom for sent til min anden klasse... Tidak apa apa...
Eleverne i denne klasse er en del ældre, måske en 15-16år gamle, men jeg kunne alligevel undervise de samme emner, med en anderledes tilgang.
Hver onsdag kl.10.30 har jeg svømning med en 5-8 døve børn. De elsker det :) Jeg behøver egentlig ikke at undervise, da de allerede kan svømme rimeligt godt, istedet leger vi bare. Haha de er skønne at være sammen med, da deres mimik er så udtryksfuld. For at få det bedst mulige forhold til dem, forsøger jeg at lære mig selv isyarat (indonesisk tegnsprog), hvilket jeg synes er ret sjovt. Efter en times svømning spiste jeg sammen med børnene der bor i det børnehjem, der er tilknyttet skolen. Det er rigtigt hyggeligt og en god måde at øve mit indonesiske på. Idag forsøgte vi at fange fisk i et lille vandløb, men vi blev nødt til at stoppe, da det trak op til regn. Når det trækker op til regn i Indonesien, går det hurtigt, så jeg skyndte mig hjem.
Hjemme slappede jeg af en times tid og tog den obligatoriske lur - jeg er så træt hele tiden. Derefter gav jeg mig til at lave et kompliceret powerpoint show om "Inquiry letters - english for business". Min indonesisk lærer udfordrede mig i går ud af det blå til at holde oplæg om dette emne på universitetet - vel at mærke på indonesisk! Der stod jeg så foran 20 universitetsstuderende på 7.år, som alle var over 5 år ældre end mig udstyret med en ordbog og et ordforråd, der begrænser sig til daglig konversation. Efter at have formuleret et par halvforståelige indonesiske sætninger gav jeg hurtigt op og forklarede istedet på engelsk at "The function of an inquiry letter is to explore the possibilities of a potential partnership...". Hehe måske vil jeg kunne klare udfordringen om et halvt års tid, puha, men det var liiige lidt for stor en udfordring nu. Men nu kan jeg sige at jeg har undervist på universitetet inden jeg selv begyndte at studere...
Hvad ellers..? nu ligger jeg i min seng og prøver at tage mig sammen til at forberede undervisning imorgen - men har brugt tiden på at skrive dette indlæg istedet.. Jaja jeg skal nok finde på noget :) ora popo.
Nå ja og så er min kollega og jeg ved at arrangere en overlevelsestur i junglen om et par uger. Vi skal selv finde mad i naturen og bygge et shelter vi kan sove under - bemærk at det er regntid..
Over and out. Jeg vil sove. Pas på jer selv :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar