torsdag den 23. december 2010

Tiden går og pludselig er det jul...

Hold da op, så er der allerede gået over en måned siden at jeg skrev sidst...
Undskyld undskyld til familien derhjemme, jeg har fået et par (klare) hentydninger til at det har været savnet.. ;)

Jeg kan selvfølgelig ikke opremse alt hvad jeg har lavet i den sidste måned, men jeg vil forsøge at nævne de ting, der har betydet mest for mig:
Jeg kan nu tale indonesisk så jeg kan klare mig nogenlunde i daglig konversation. Jeg har besøgt mas Ketuts landsby hvor Sara (en anden ICYE voluntør) boede.
Jeg er kommet med i en slags historie/politisk-diskussionsgruppe fra det islamiske universitet, der består af en 20 drenge i tyverne, der drømmer om revolutioner og forbedringer af mange af indonesernes umenneskelige levevilkår. Det er dejligt med nogle venner, der kan tale engelsk og er interesseret i at tale om andet end "hvad min yndlingsmad i Indonesien er?","om jeg har en kæreste?", "hvad mine hobbier er?" osv...
Det har været Idul Adha aka store-slagte-dyr-dag, hvor der blev halalslagtet 2 køer og 2 geder foran moskeen - resten af dagen gik med at skære kød ud og kokkerere, hvilket jeg selvfølgelig hjalp til med.

Billedet: fra højre: nogle af nabomændene, bu Ida, mig og Maja venter på at køerne skal slagtes. Nabodatteren Maja er mentalt handikappet og en af mine elever på SLB og følger mig hvor end jeg går - hvilket fra min side kræver en tålmodighed og pædagogisk sans jeg stadig arbejder på at udvikle...

Jeg har mødt mas Muhammed, en ung mand på omkring min alder, der viste sig at være lønslave for et sikkerhedsfirma - hans chef lejer ham ud til et indkøbscenter, stjæler størstedelen af den løn, der er tildelt ham så han ikke har råd til at bo andre steder end i chefens hus. Huslejen betaler han af ved at være en slags tjener i huset når han kommer hjem fra sit arbejde i centeret. Hvor finder mas Muhammed sig ikke bare et andet job? 1. der er stor arbejdsløshed blandt unge. 2. han har underskrevet en 1-årig kontrakt med sin chef, der ulovligt forlænger kontrakten igen og igen når den er ved at udløbe... Jeg havde hørt om lønslaveri og urimelige arbejdsvilkår før, men når du sidder og drikker te med en dreng på din egen alder du kan spejle dig i og samtalen langsomt åbenbarer hvor stor en afstand der er imellem jeres verdener, så forstår du frustrasionerne og håbløsheden, og det rammer dig på en helt anden måde.. Du mærker hans magtesløshed og du opdager din egen utilstrækkelighed.

Jeg føler mig hjemme i Indonesien og jeg føler mig som en del af det fælles ansvar, som jeg mener at det er i et samfund, for at yde mit til at forbedre levevilkårene.
Jeg har i de sidste par uger samlet ind til en flygtningelejr for ofrene for vulkanudbruddet Merapi. Planen er at nogle af mine kollegaer og jeg tager derhen d.30 december med diverse nødhjælps remedier og arrangerer tegnelege for børnene. Især det sidste synes jeg er vigtigt da børnene har brug for at blive distraheret med nye lege, hvilket også kan lette presset på forældrene, der mildest talt er stressede over de usikre udsigter til hvornår de kan blive genhuset.

Til noget dejligt og mindre alvorligt :) Lige nu rejser jeg med mor, simon og nina, der kom til Semarang d.16 december. De første par dage brugte jeg på at vise dem mit hood og pak ismu tog os med til gedong songo (ni hinduistiske templer i bjergene). Søndag tog vil til Yogyakarta hvor vi fik et lift til borobodur og senere vores hotel (3-4 timers kørsel...) af min alt for venlige overbeskyttende nabo - det er sødt, men jeg får altid frataget en del af min selvstændighed og retten til at tage initiativ, selvfølgelig ville det være uhøfligt at takke nej til hendes meget storsindede tilbud...
Billedet: (Næsten) alle mine søskende foran et af de 9 templer :)

I jogja så vi Malioboro (en gade kendt for batik) - eller rettere shoppede amok... Vi spiste på warung (meget lille billig gadecafé) og blev fanget i en mindre monsunregn = oversvømmelse: alt sammen meget indonesisk og et godt eksempel på min hverdag ;)

Lige nu sidder mor og jeg udenfor vores lækre bungalow på en lille ø tæt på Bali, lytter til bølgeskvulp og skriver hhv. postkort og blog. Klokken er lidt over 22, da der nu er 7 timers forskel. Jeg er fuldstændigt segnefærdig (det er ikke udelukkende afslappende at skulle være "guide" for 3 bule'er ;) ), så I må få et indblik i vores ø-liv i næste blogindlæg, men jeg kan afsløre at imorgen nok bliver en juleaften vi aldrig vil glemme...

Glædelig Jul fra os alle :)
- Signe og co.